Læs referaterne fra de seks kampe i Superligaens 28. spillerunde i én og samme artikel.

Silkeborg dufter bronze efter sejr i målfest mod AaB

Lukas Engel scorer til 1-0 for Silkeborg. Han scorede derefter yderligere et mål for hjemmeholdet.  Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Lukas Engel scorer til 1-0 for Silkeborg. Han scorede derefter yderligere et mål for hjemmeholdet. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Silkeborg - AaB 4-2

Mandag rakte Silkeborg IF ud efter bronzemedaljerne i Superligaen, da den direkte konkurrent AaB blev besejret med 4-2 i et livligt og målrigt opgør på Jysk Park i sjette runde af mesterskabsspillet.

Resultatet betyder nemlig, at silkeborgenserne rykker op på tredjepladsen med to point mere end AaB inden de resterende fire runder af sæsonen.

Selv om Silkeborg dominerede i det meste af kampen med beundringsværdigt pasningsspil og flotte kombinationer, gik holdene til pause med 2-2. I anden halvleg blev nordjyderne dog sat på plads med to scoringer fra Kent Nielsens tropper, der nu er på fem sejre i streg i mesterskabsspillet. Modsat har AaB tabt de seneste tre kampe.

Der gik mindre end et minut før Silkeborg bragte sig foran, da midtbanespilleren Lukas Engel resolut sparkede bolden i det lange hjørne. Selv om Silkeborg fortsatte den gode start med flere fine forsøg, fik AaB-topscorer Louka Prip bragt balance i regnskabet med en scoring i det 25. minut. Blot syv minutter senere kunne Lukas Engel fordoble sin målscoring med et fantastisk hug fra distancen.

Få minutter før pausen udlignede Louka Prip igen, da han sparkede bolden fladt ind i målet.

Silkeborgs offensive profil Nicolai Vallys fortsatte målfesten efter pausen med en scoring til 3-2 i det 51. minut. Glæden skulle vokse sig større i Søhøjlandet i det 68. minut, da forsvarsspilleren Tobias Salquist scorede til slutstillingen 4-2 i en flot anden halvleg for værterne.

FC Midtjylland - FC København 0-0

FC Midtjylland fik ikke udnyttet chancen for at åbne topstriden i Superligaen på vid gab, da holdet søndag måtte nøjes med 0-0 mod gæsterne fra FC København på MCH Arena i Herning.

Midtjyderne kunne ellers have indhentet FCK’s forspring på tre point i toppen af Superligaen med en sejr. I stedet betyder resultatet, at forskellen forbliver den samme inden de sidste fire kampe i sæsonen.

I kampen var Bo Henriksens FCM-tropper de mest initiativrige i forhold til at jagte en sejr. Holdet fik med et solidt pres i perioder kæmpet sig frem til gode muligheder.

Modsat lignede FCK et hold, der stillede sig tilfreds med at hente det ene point med hjem, der ville sikre københavnerklubben et særdeles gunstigt udgangspunkt

FCM startede kampen bedst med en høj intensitet, der fremprovokerede flere fine forsøg.

Halvlegens mest nærgående midtjyske forsøg stod FCK-anfører Nicolai Boilesen dog for, da han var få centimeter fra at sende bolden i eget net.

Mod slutningen af halvlegen fik gæsterne bedre fat på kampen, og angriberen Nicolai Jørgensen var tæt på en scoring.

Efter pausen faldt kampen i tempo, og begge hold havde svært ved at kombinere sig frem til chancer.

Til sidst i opgøret forsøgte FCM for alvor at jagte sejren, men gæsterne stod solidt plantet i forsvaret, og det lykkedes derfor aldrig midtjyderne at få et sejrsmål.


Randers - Brøndby 2-1

0-1 Mathias Kvistgaarden (26), 1-1 Lasse Berg Johnsen (str. 37), 2-1 Nicolai Brock-Madsen (87)

Randers tilkæmpede sig trods en udvisning til Stephen Odey en 2-1-sejr hjemme over Brøndby, der fortsætter sin dybe krise.

Nicolai Brock-Madsen afgjorde forestillingen med en scoring kort før tid, på et tidspunkt hvor hjemmeholdet havde spillet i undertal i en time.

Resultatet betyder, at Randers i tabellen overhaler Brøndby, der nu er sidst i mesterskabsspillet.

Brøndby kom til Randers uden sejre i de seneste syv kampe i Superligaen, så holdet fra Vestegnen hungrede alvorligt efter point.

Holdet blev hjulpet godt på vej af Randers-angriber Stephen Odey, som fik direkte rødt kort for at lange en albue i ansigtet på Joe Bell efter knap en halv times spil.

Trods overtal kunne gæsterne ikke nedbryde Randers, der leverede en solid defensiv præstation. Brøndby har nu tabt sine seneste syv kampe, hvilket er klubrekord.

Unge Mathias Kvistgaarden bragte ellers Brøndby foran 1-0 med et glimrende hovedstødsmål, der blev fejret på akrobatisk vis.

Få minutter senere var der endnu mere medgang til gæsterne i form af Odeys udvisning. Men Brøndby kunne ikke profitere af den store fordel.

Ti minutter før pausen blev Randers tilkendt et straffespark, som norske Lasse Berg Johnsen omsatte til 1-1.

Christian Cappis var meget tæt på at sparke Brøndby på sejrskurs igen, men amerikanerens skud ramte overliggeren.

I stedet gjorde Nicolai Brock-Madsen sig til helt i kampens 87. minut. Den store angriber fik hovedet på en hjørnesparksbold og stangede Randers til sejr.


Vejle - Sønderjyske 0-3

0-1 Peter Christiansen (10), 0-2 Emil Frederiksen (30), 0-3 Emil Kornvig (47)

Sønderjyske stak en stor kæp i hjulet for Vejle Boldklubs håb om overlevelse, da Haderslev-klubben knuste vejlenserne 3-0 på Vejle Stadion i sjette runde af Superligaens nedrykningsspil.

Dermed udnyttede Vejle ikke AGF’s pointtab, da aarhusianerne samtidig tabte 0-1 til Odense Boldklub. Vejlenserne er fortsat seks point fra AGF og tiendepladsen, mens Sønderjyske fra 12.-pladsen nu har to point op til Vejle.

Vejle var bedst før pausen, selvom Sønderjyske hurtigt kom foran ved angriberen Peter Christiansen.

Han modtog tilfældigt bolden og løb i modstanderens felt, hvor han sparkede bolden mellem benene på målmanden i kampens tiende minut.

Efter scoringen lagde Vejle et godt pres og kom frem til flere gode chancer. Midtbanespilleren Mouhamadou Drammeh havde blandt andet et frit skud på mål efter 25 minuttes spil.

I stedet blev det Sønderjyskes kantspiller Emil Frederiksen, der kunne udnytte en kontra i 29. minut og gøre det til 2-0 for gæsterne.

I begyndelsen af anden halvleg satte gæsterne et flot opspil sammen, og midtbanespilleren Emil Kornvig afsluttede det med at gøre det til 3-0 i kampens 47. minut.

Vejle lykkedes ikke med at blive rigtigt farlige i anden halvleg, hvorfor kampen endte 3-0.

Vejlenserne skal på onsdag forsøge at rejse sig i pokalturneringen, når holdet spiller semifinalereturkamp mod FC Midtjylland.

OB - AGF 1-0

1-0 Jakob Breum (6)

Søndag eftermiddag tog OB imod AGF, og mandskabet fra Fyn forværrede aarhusianernes krise, da gæsterne måtte rejse hjem med et nederlag.

Fynboerne slog AGF med 1-0 på et mål af Jakob Breum i det sjette minut.

Efter en stærk OB-indledning på kampen var det i store perioder en jævnbyrdig affære, der udspillede sig på Nature Energy Park.

Resultatet betyder, at OB er på ottendepladsen med 35 point. AGF har tabt fire kampe i streg og er på tiendepladsen med 28 point, hvilket er seks point flere end Vejle, der tabte til Sønderjyske.

Fynboerne fik en flyvende start på kampen, da et boldtab fra gæsternes forsvarsspiller Sebastian Hausner kostede dyrt. Jakob Breum erobrede kuglen, og den offensive kreatør straffede prompte AGF.

Han førte selv bolden frem og satte den køligt ind bag AGF-keeper Jesper Hansen.

Efterfølgende pressede hjemmeholdet på for en 2-0-scoring, men det blev ved chokket for AGF, som blandt andet kan takke overliggeren for, at mandskabet ikke kom yderligere bagud.

AGF fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret, og i anden fase af første halvleg var det aarhusianerne, der pressede på. Dog uden at komme til de åbne chancer.

Starten af anden halvleg bød på en omgang rodet fodbold med fejl fra begge mandskaber, og ingen af holdene formåede for alvor at blive farlige.

OB fik dog en gylden mulighed for at udbygge føringen i det 70. minut, da Mads Frøkjær blev sendt alene igennem på en omstilling. Men den offensive midtbanespiller svigtede i afslutningsmomentet.

Patrick Mortensen var tæt på at udligne i det 83. minut, men angriberen headede i sidenettet, og tættere på point kom AGF ikke.

Viborg-FC Nordsjælland 1-1

1-0 Clint Leemans (78 straffe) 1-1 Daniel Svensson (84)

FC Nordsjælland var bedst, men fik ikke udnyttet sit spilovertag, da holdet måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Viborg FF i Superligaens nedrykningsspil.

De to hold mødte hinanden så sent som i forrige spillerunde, hvor FCN vandt med 2-0 i Farum.

Derfor var der en mulig revanche på programmet for Viborg, der i øjeblikket fører nedrykningsspillet.

Opgørets forløb tegnede dog ikke til en revanche. Gæsterne fra Farum dominerende kampen og udnyttede flere sløsede Viborg-fejl til at komme afsted mod mål.

Hjemmeholdet havde derimod svært ved at få gang i offensiven og virkede ofte stressede og uden gnist.

FCN kunne ikke udnytte Viborgs sløsede præstation og måtte derfor nøjes med 1-1.

Pointdelingen betyder, at Viborg har 36 point og fire point ned til konkurrenterne fra OB.

FC Nordsjælland befinder sig i midten af Superligaens nedrykningsspil med 30 point.

I de første 45 minutter stod der FC Nordsjælland på det meste.

Halvlegens bedste forsøg tilfaldt FC Nordsjællands Oliver Antman, der havde en fri mulighed i Viborg-feltet, men den finske offensivspiller kunne ikke overliste Viborg-keeperen Lucas Lund.

Et kvarter før tid blev Viborgs Ibrahim Said tacklet på kanten af Nordsjælland-feltet. Efter et VAR-tjek valgte dommer Anders Poulsen at dømme straffespark til hjemmeholdet.

Hollandske Clint Leemans sparkede bolden i mål og bragte Viborg på 1-0.

Få minutter efter Viborgs straffesparksscoring fik FC Nordsjællands Daniel Svensson udlignet til 1-1 på et hovedstød.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her