Finalerne er sjældent så smukke, at de til fulde afspejler den samlede kvalitet i Champions League.
Den sandhed blev dokumenteret i en rodet forestilling på og ikke mindst uden for Stade de France i Paris, da Real Madrid fuldbyrdede en hel sæsons overrumplende præstationer ved at vinde klubfodboldens største trofæ for 14. gang.
På vej mod turneringens konklusion tabte de endelige vindere faktisk fire gange.
Bemærkelsesværdigt, men samtidig betydningsløst på hjemmebane mod Sheriff Tiraspol allerede i gruppespillet. Og siden til henholdsvis Paris Saint-Germain, Chelsea og Manchester City i slutfasen, inden hver og en af favoritterne blev blæst omkuld af den madrilenske viljestyrke, der vil stå tilbage som en af sæsonens sportslige hovedfortællinger.
