Gruskongen Rafael Nadal levede igen op til sit kælenavn, da han søndag vandt French Open-finalen for 14. gang med en klar sejr over Casper Ruud.

Nadal drysser rekorder ud over sit rige i Paris med storsejr over norsk udfordrer

Rafael Nadal viste måske ikke sit højeste niveau i French Open-finalen, men det var nok til, at han kunne besejre norske Casper Ruud og hjemføre sin 14. gevinst i Paris. Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Rafael Nadal viste måske ikke sit højeste niveau i French Open-finalen, men det var nok til, at han kunne besejre norske Casper Ruud og hjemføre sin 14. gevinst i Paris. Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rafael Nadal mødte denne gang frem til French Open uden sin sædvanlige række af opvarmningsturneringer i kroppen, men på en eller anden måde regerede han alligevel med en slags selvfølge i to uger over Roland Garros-anlægget.

Det førte søndag til en kulmination, hvor den spanske veteran for 14. gang kunne lade sig hylde på Court Philippe-Chatrier, efter han havde besejret norske Casper Ruud 6-3, 6-3, 6-0. En næsten grotesk rekord, der formentlig aldrig bliver slettet. Og rekorder var der flere af.

Med sejren blev Nadal den ældste vinder af French Open til dato, da han med 36 år overgik sin landsmand Andrés Gimeno, der som 34-årig tog titlen for 50 år siden. Samtidig udvidede Nadal rekorden for flest grand slam-titler til 22, mens Novak Djokovic og Roger Federer begge står noteret for 20. Og det er, lidt skræmmende for konkurrenterne sket, uden at Nadal har ramt sit højeste niveau.

Niveauet var behersket

»Rafa har leveret et fantastisk stykke arbejde ved at overleve sine kampe uden at spille på sit bedste niveau«, har hans træner Carlos Moya ifølge livescore.com sagt. »Men det er typisk ham«. Og selv har Nadal beskrevet følelsen af atter at spille med i French Open efter at have været skadet på denne måde:

»Alt det, man ofrer, og alle de ting, jeg er nødt til at gennemgå for at være med på dette niveau får mig til at nyde min sport, og jeg elsker at spille her i Paris«, har Nadal på et pressemøde fortalt alverdens medier. »Det har altid været den vigtigste turnering i min karriere«.

Det er meget muligt, at Holger Rune med rette hævder, at »... der er jo et eller andet med mig og grus. Vi har det godt sammen«, som han har sagt til Politiken, men så må Rafael Nadal og gruset nærmest være bedste venner. Spanieren har i hvert fald siden karrierens start leveret nogle suveræne resultater på underlaget.

Det er til gengæld et åbent spørgsmål, om tennisfans igen vil få Rafael Nadal at se på Roland Garros. I denne sæson startede gruskongen som hard court-konge med 20 sejre på stribe, men så kom et træthedsbrud på et ribben ved Indian Wells efterfulgt af seks ugers pause og derpå nye problemer med en gammel fodskade.

Spanieren kan efter to årtier på ATP Tour mærke, at kroppen en gang imellem kræver et stop eller i hvert fald en pause, og det er ikke let at indpasse, når han helst bare gerne vil spille. Dertil er han ikke lige typen, der vil have det godt med at spille på et lavere niveau, så hvis fysikken efter eller under denne sæson giver store problemer, er det ikke utænkeligt, at han må sige farvel til den aktive karriere.

Da Rafael Nadal forleden efter et fantastisk kvartfinale havde besejret rivalen Novak Djokovic i parrets 59. opgør, fedtede den tidligere franske topspiller Marion Bartoli under sit baneinterview lidt for den spanske veteran og sagde, at »... vi elsker dig og håber, du vil kommer til Paris mange gange endnu«. Nadal smilede blot skævt og sagde, at »... jeg kan kun love, at jeg dukker op på fredag og spiller semifinale«.

Den vandt spanieren, da hans tyske modstander Alexander Zverev vrikkede voldsomt om på sin ankel og måtte opgive at fortsætte. På en måde var Nadal ked af at skaffe endnu en stor finale via den afgørelse, men han havde set lidt træt ud, da en ellers velspillet semifinale efter godt tre timer kun var nået til slutningen af 2. sæt. Det havde den amerikanske legende Chris Evert med 7 French Open-titler på sit cv også bemærket.

Eksperter var lidt tvivl

»Jeg er usikker på, hvilken Nadal vi får at se i finalen. Jeg synes, han så lidt langsommere og slidt ud i semifinalen end normalt«, sagde Evert til nyhedsbureauet NTB. Hendes svenske kollega på Eurosport, den tidligere tredobbelte French Open-vinder Mats Wilander, supplerede.

»Det bedste for Ruud vil være at gøre finalen til et langrendsløb over fem timer. Ruud er 23 år, Nadal er 36. Ruud er nødt til at stille sin modstander spørgsmålet: Hvor meget kan du løbe?«, sagde Mats Wilander til NTB og afrundede:

»Men hvis Ruud satser meget på at løbe rundt om bolden for at kunne slå forhåndsslaget, som han ofte gør, tror jeg, at Nadal udnytter det åbne rum og smadrer det«.

Ruud kunne ikke udfordre Nadal hverken på løbepensum eller forhånd.

Casper Ruud, der efter hårdt arbejde knækkede Holger Rune i kvartfinalen, var både ydmyg og håbefuld før sin første grand slam-finale.

»Jeg ser op til Rafa. Han er det perfekte eksempel på, hvordan man skal opføre sig på banen. Han giver aldrig op og brokker sig aldrig. Han har været mit idol hele mit liv«, sagde Casper Ruud på et pressemøde i Paris. Han trænes af sin far, Christian Ruud, som selv i sin tid var Norges bedste spiller.

»Det bliver et helt særligt øjeblik for mig. Forhåbentlig også en lille smule for ham. Han har spillet så mange finaler, men i det mindste er det denne gang mod en elev fra hans akademi«.

Nordmanden har siden 2018 været tilknyttet Nadals tennisakademi på Mallorca, hvor træneren er Pedro Clar.

Casper Ruud har lært meget på det akademi, men søndagens kamp – den sidste ved French Open 2022 – startede ikke godt for den unge nordmand. Han tabte med det samme sin serv, og Nadal kom i løbet af de første ti minutter gennem store dele af sit repertoire, selv om spillet ikke var prangende.

Det var dog nok til at tage 1. sæt, hvorefter Ruud kom godt igen i 2. sæt, men selv her kunne Nadal løfte sit spil på de afgørende tidspunkter. Det kampbillede holdt hele vejen.

Ligesom Nadal og grus altid holder.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her