Det bliver sværere og sværere for transkønnede at deltage i internationale eliteidrætsbegivenheder for kvinder, og senest har rugbyverdenen gjort det klart, at transkønnede ikke får adgang til f.eks. VM i kvindernes rugby league, der skal afvikles i England til november. Mens reglerne på dette område strammes i en række forbund, er der ved at blive skabt et nyt fænomen, der skal lette presset på forbundene og samtidig give transkønnede en anden mulighed: en såkaldt åben kategori, hvor transkønnede kan konkurrere mod hinanden.
Hvis valget skal stå mellem inklusion og fairness, vil vi altid prioritere fairness. Det er ikke til forhandling
Nu har præsidenten for Det Internationale Atletikforbund (World Athletics), Sebastian Coe, meldt ud, at der i atletikken, hvor World Athletics siden 2009 har jongleret med en brandvarm sag i skikkelse af den sydafrikanske løber Caster Semenya, også på sigt kan blive skabt en ’åben kategori’, efter forbundet af flere omgange har strammet reglerne for transkønnedes deltagelse i internationale konkurrencer.
»Vi har altid forsøgt at finde en vej, så transkønnede kan være med i atletikken, og det har aldrig været et formål at stigmatisere nogen atletikudøvere«, siger Sebastian Coe ifølge bbc.com.
»Men når det kommer til stykket, og hvis valget skal stå mellem inklusion og fairness, vil vi altid prioritere fairness. Det er ikke til forhandling«.
Han tilføjer:
»Kvinders integritet i sport er meget vigtig i denne sag, og vi kan ikke have en generation af piger, der tænker, at der ikke er nogen fremtid for dem i sport på grund af tvivl om fairness. Vi har et ansvar, og fairness i kvindernes konkurrencer er vital. Vores retningslinjer er altid til diskussion, og hvis der er discipliner, hvor vi føler, at fairness er under stort pres, vil vi se på det og basere vores afgørelser på videnskaben«.
Reglerne strammes
Forleden vedtog Det Internationale Svømmeforbund (Fina), at hvis en transkønnet svømmer skal have adgang til kvindernes konkurrencer, skal vedkommende have startet sit kønsskifte før sin 12-års fødselsdag. Samtidig oplyste forbundet, at der vil blive arbejdet på at skabe en ’åben kategori’, så transkønnede elitesvømmere her kan konkurrere mod hinanden.
I fredags meddelte Det Internationale Cykelforbund (UCI), at reglerne for transkønnede cykelryttere vil blive strammet, og blandt vil det være sådan, at eliteryttere, der skifter køn, over en periode på 24 måneder skal kunne fremvise testosteronniveauer, som ligger under forbundets gældende grænseværdi, før der kan gives tilladelse til deltagelse.
Også i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) overvejes der ændringer på området for kønsinklusion. Ifølge det australske medie ABC oplyser en talsperson fra Fifa, at forbundet drøfter en ny politik.
»Fifa er i øjeblikket sammen med eksperter ved at gennemgå reglerne vedrørende forskellige køns deltagelsesret«, sagde talspersonen.
Giv mig beviser på, at transkønnede kvinder dominerer i alle sportsgrene og vinder alle titlerne. Jeg må bare sige, at det sker ikke
Men er tiltag vedrørende en eventuel ny kategori for transkønnede så noget, de transkønnede atleter støtter? Det er tvivlsomt, da f.eks. Fina’s beslutning ser ud til at dele vandene. Den tidligere engelske topsvømmer Karen Pickering har kommenteret sagen på BBC Radio 4.
»Jeg forstår, at der nu vil være svømmere, som ikke kan deltage i en kategori, som de føler passer til deres køn. Det er trist, men i denne situation kan inklusion og fairness ikke sidestilles, og det har videnskaben påvist«.
Indgreb deler vandene
Den firedobbelte olympiske mester fra Australien Cate Campbell har været med til at lægge pres på Fina, for at forbundet skulle »fastholde grundlæggende fairness i sporten«, men en australsk kollega, Maddie Groves, har udtrykt skuffelse over Campbells indstilling.
»Er det virkelig okay at udelukke en allerede marginaliseret gruppe mennesker?«, skriver Groves på Twitter.
Og en talsperson for LGBT-rettighedsgruppen Stonewall siger ifølge bbc.com:
»I sport bør inklusion altid være udgangspunktet. Alle fortjener at kunne være med i det fællesskab, som sport tilbyder, og det omfatter også transkønnede. Den betændte retorik, der benyttes omkring transkønnedes deltagelse i elitesport, er med til at fastholde en atmosfære, hvor transkønnede ikke føler sig velkomne i lokal sport og heller ikke ønsker at møde frem til træning«.
»Inklusion i sportens verden er et komplekst emne under konstant udvikling, og det kræver en nuanceret tilgang. En diskussion, hvor aggressive personer forsøger at fjerne alle transkønnede fra det offentlige rum, er ikke god for sporten og bestemt ikke god for transkønnede«.
Rapinoe: Tag jer sammen
Den kendte amerikanske fodboldspiller og ligeretsforkæmper Megan Rapinoe melder ud, at hun »100 procent« støtter transkønnedes inklusion.
»Giv mig beviser på, at transkønnede kvinder dominerer i alle sportsgrene og vinder alle titlerne. Jeg må bare sige, at det sker ikke«, siger Megan Rapinoe til Time Magazine.
»Jeg har tillid til, at vi kan finde en løsning, men vi kan ikke starte med at udelukke en gruppe – det er ondt. Og helt ærligt, så er det væmmeligt. Det er, som om stemningen er noget i retning af, at ’Gud forbyde, at en transkønnet person skal få succes i sport’. Jeg synes, man skal tage sig sammen og træde et skridt tilbage«.
fortsæt med at læse




























