Polen Rundt er ikke verdens største cykelløb. Derfor fik arrangørerne en idé, som skulle tiltrække opmærksomhed. En nedadgående afslutning til målbyen Katowice skulle give første mand over stregen den uofficielle titel som vinder af ’verdens hurtigste spurt’. Det gik efter planen, da medier netop fortalte den historie, efter Luka Mezgec nåede op på den svimlende hastighed 82 km/t i massespurten i 2019.
Året efter øjnede de polske arrangører derfor at slå egen rekord. To af klodens hurtigste på en cykel, Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, var tilmeldt løbet. I stedet beviste de tos duel, hvor vanvittig farlig idéen var.




























