Mens jeg prøver på at finde en ny indledning til at beskrive det samme billede, vi nu har haft i Tour de France den seneste uge, kommer tre ryttere susende forbi øjnene af mig. Amerikanske Brandon McNulty fører an. Tadej Pogacar sidder på hjul af sin holdkammerat iført den hvide ungdomstrøje. Jonas Vingegaard er – naturligvis – klistret til slovenerens bagdæk.
Jeg sidder i et pressecenter i bunden af det, som trioen er på vej hen imod for at køre opad. Col du Peyragudes. Det afsluttende bjerg på denne Tours næstsidste etape i Pyrenæerne. Pressecenterets facade er nogle høje og brede glasruder. Bag dem er der grønt græs, grønne træer op langs bjergskråningerne og en lille tværgående landevej. I omkring fem sekunder kan jeg følge fronttrioen køre fra højre mod venstre.




























