Franskmanden Christophe Laporte sørgede for den femte etapesejr til Jumbo-Visma og den første til Frankrig.

Succesrig livvagt vinder etapen: Alt gjaldt om at få Jonas sikkert i mål

Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Foto: Yoan Valat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter det meste af dagen at have ageret fremragende pilot for sin danske kaptajn Jonas Vingegaard i den hektiske positionskamp i et felt, der aldrig slækkede på tempoet undervejs på den 188,3 km lange 19. etape fra Castelnau-Magnoac til Cahors, greb Jumbo-Vismas 29-årige franske hjælperytter Christophe Laporte selv ud efter lykken i finalen.

Med 1,3 km til mål trådte Laporte kraftfuldt an og lukkede i en håndevending hullet op til tre udbrydere. På den let stigende opløbsstrækning lagde Laporte afstand til samtlige rivaler og passerede målstregen til karrierens fornemste triumf 1 sekund foran de nærmeste forfølgere anført af belgieren Jasper Philipsen (Alpecin-Deceuninck) og italieneren Alberto Dainese (Team DSM).

Sloveneren Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) susede i mål som nr. 5 i samme tid som Philipsen, hvilket også var tilfældet for Vingegaard på 10.-pladsen, da 28 ryttere nåede hjem i første gruppe. Dermed er afstanden mellem de to inden den afsluttende weekend fortsat 3.26 minutter i dansk favør.

Vingegaard, der således for niende gang kunne lade sig hylde i gult - i dette tilfælde med Prins Joachim på podiet - var eneste dansker i det første felt, men Mikkel Frølich Honoré (Quick-Step Alpha Vinyl) havde gjort sig bemærket i et langt udbrud, som dog aldrig fik et særlig stort forspring.

En anden form for stress

Efter strabadserne i Pyrenæerne var det en helt anden form for stress, der ventede Vingegaard på denne etape, hvilket understreges af, at den blev fuldført med en gennemsnitshastighed på 48,684 km/t.

Stort set hele vejen befandt danskeren sig blandt de 10 første omgivet af sine holdkammerater, hvor ikke mindst Laporte og belgieren Wout van Aert sørgede for, at han konstant havde assistancen tæt på sig.

Adskillige eksperter havde forudset, at van Aert ville jagte endnu en gevinst, men den fænomenale belgier sørgede i stedet for mod afslutningen, at guide både Vingegaard og Laporte frem mod finalen. Den valgte belgieren selv at afstå fra. Han slog ganske enkelt ud, da først Vingegaard var i sikkerhed under 3 km mærket, og derefter stod det klart, at Laporte, der har hjulpet van Aert og tidligere mange andre frem til adskillige succeser, ville få mulighed til at udnytte sin hurtighed egen fordel.

Englænderen Fred Wright (Bahrain Victorius), belgieren Jasper Stuyven (Trek-Segafredo) og franskmanden Alexis Gougeard (B&B Hotels) havde været i udbrud de sidste godt 30 km, og netop som feltet nærmede sig, satsede Christophe Laporte maksimalt på egen hånd.

Da han først fik tilslutning til trioen, fortsatte han forbi, og han havde slået så stort et hul, at ingen formåede at lukke det.

»Jeg er lykkelig for, at holdet gav mig denne mulighed, selv om det ikke lå i kortene, da vi startede etapen«, lød det fra en ellevildt begejstret Christophe Laporte, der med sin eksplosive finish også udmærkede sig som den første franske etapevinder.

»Min opgave i dag lød på at bringe Jonas frem til de sidste 3 km, hvorefter uheld ikke kunne medføre tidstab. Da det var sket, havde jeg frie hænder til at forsøge mig, og den sejr, jeg nu har i hus er mere end rigelig kompensation for alt det hårde arbejde, vi har ydet gennem løbet«.

For Laporte, der inden denne sæson skiftede til Jumbo-Visma fra Cofidis, hvor han begyndte som professionel i 2014, var det sejr nr. 23 og den anden for den nuværende arbejdsgiver, efter at han også slog til på en etape i Paris-Nice.

Næppe den store forskel

Hvis der nu havde været større afstand mellem Vingegaard og Pogacar end de 3.26 minutter, som det aktuelle regnskab fremviser, kunne der have hersket nervepirrende spænding i det samlede klassement i forbindelse med lørdagens 40,7 km lange enkeltstart fra Lacapelle-Marival til Rocamadour.

Men med det vanlige forbehold for uforudsete hændelser er der al mulig udsigt til, at der næppe vil være den store forskel i temporidtet mellem de to, der har leveret så forrygende en duel gennem de forgangne tre uger.

Ruten byder i den afsluttende fase på to korte, stejle stigninger med den sidste op mod målet i Rocamadour på 1,5 km med en gennemsnitlig procent på knap 8.

Hverken Vingegaard eller Pogacar er dog blandt de varmeste bud på sejren på 20. etape i et felt, der tæller blandt andre den italienske enkeltstartsverdensmester Filippo Ganna (Ineos-Grenadiers) samt vinderen af den indledende enkeltstart i København, den uforlignelige belgier Wout van Aert (Jumbo-Visma), som også strøg til tops på den sidste lange enkeltstart i 2021 foran Kasper Asgreen og Jonas Vingegaard, mens Tadej Pogacar, der længst havde sikret sig sin anden samlede triumf i træk, blev nr. 8.

Alpe d'Huez: Quiz dig til toppen af Tour de Frances mytiske tinde

Etapens forløb ifølge Ritzaus livedækning:


Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her