Ida Karstoft vandt bronze i 200 meter løb ved EM i München.

Den lynhurtige fodboldspiller kroner sin vilde forvandling med en unik EM-medalje

Lyt til artiklen

Sjældent er det bronzevinderen, der overgår de to øvrige medaljevindere i boblende jubel, men det var tilfældet fredag aften i München, da Ida Kartofts i forvejen usædvanlige karriere kulminerede med tredjepladsen i 200 meter løb i EM-finalen.

Allerede på vej over målstregen havde den 26-årige sprinter overskud til en jubelgestus med den ene hånd, da hun klart kunne fornemme, at kun løbets store favoritter, schweizeren Mujinga Kambundji og briten Dina Asher-Smith, havde været hurtigere.

Dermed sikrede den tidligere danske landsholdsspiller i fodbold en medalje, der nok var nummer 14 i rækken af danske EM-medaljer, men den første nogen sinde i en sprinterdisciplin.

Med 22,72 sek. løb Ida Karstoft sit næsthurtigste løb nogen sinde, kun overgået af den danske rekord på 22,67 sek., som hun satte for to måneder siden i Madrid.

Smilende Ida sætter rekord hver gang hun løber - og hun løber stærkt

De to foranliggende var hun henholdsvis 40 og 29 hundrededele efter, hvilket er om ikke en evighed, så dog en meget synlig forskel i et sprinterløb, men Ida Karstoft overgik uden sammenligning de to medaljevindere i disciplinen ’bredeste smil’.

EM-medaljen, der er den blot fjerde til en dansk atletikkvinde, er kulminationen på en fuldstændig fantastisk sæson, der vel at mærke ikke er overstået endnu. Med blandt andet en sejr ved Diamond League-stævnet i Oslo er Ida Kartoft kvalificeret til Diamond League-seriens finalestævne i næste måned i Zürich.

»Det er så overvældende. Jeg har være emotionel hele dagen. Jeg er mundlam. Det er de første mesterskaber, jeg er med til, og nu står jeg med en medalje. Efter år med skader, som har ødelagt indendørs- og udendørsæsoner, står jeg her, og det er kæmpestort«, sagde en bevæget Ida Karstoft til DR Sporten.

Hidtil ved EM havde Caroline Bonde Holm opnået den bedste danske placering med sin fjerdeplads og en dansk rekord i stangspring, og aftenens medalje var også opmuntring efter begge danske stafethold i 4x100 meter løb kiksede i et skifte og ikke kom videre fra formiddagens indledende heat.

14 danske EM-medalje i atletik

2022 Bronze Ida Karstoft 200 m løb
2016 Guld Sara Slott Petersen 400 m hæk
2012 Sølv Andreas Bube 800 m løb
2002 Guld Wilson Kipketer 800 m løb
2002 Sølv Joachim B. Olsen Kuglestød
1974 Guld Jesper Tørring Højdespring
1974 Sølv Tom B. Hansen 1.500 m løb
1969 Sølv Annelise Damm Olesen 800 m løb
1954 Sølv Gunnar Nielsen 1.500 m løb
1946 Guld Niels Holst-Sørensen 400 m løb
1946 Sølv Niels Holst-Sørensen 800 m løb
1946 Bronze Erik Jørgensen 1.500 m løb
1946 Bronze Anne Iversen Højdespring
1934 Bronze Henry Nielsen 10.000 m løb

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her