Kan FC Københavns forsvar stoppe Erling Braut Haaland var et ofte gentaget spørgsmål i dagene op til FC Københavns Champions League-opgør mod Manchester City. Svaret var nej, og det faldt første gang allerede inden der var spillet 7 minutter, da nordmanden knastørt sendte de engelske mestre i front og dermed grundlagde den sikre sejr på 5-0 til hjemmeholdet og storfavoritterne.
Allerede inden Haaland havde lynet første gang, var FC København blevet kørt godt og grundigt rundt i det, der er blevet kendt som Pep Guardiolas karrusel. Det danske mesterhold havde bolden, da kampen startede, men efter 6 sekunder var den første gang på Citys fødder, og i de næste 2 minutter og 36 sekunder rørte ingen FCK-spiller den.




























