For foden af Vesuv går der rystelser gennem Napoli, men det er ikke den gamle vulkans skyld. Nej, det er byens fodboldhold, der får napolitanerne til at feste igennem iført de blå klubtrøjer. For første gang siden de gyldne dage med Diego Maradona tør fodboldfans i den syditalienske storby igen drømme om titler og triumfer.
Da byens ærkebiskop i sidste måned lykkedes med at skabe det traditionsrige mirakel, hvor Napolis helgen San Gennaros blod, som efter sigende opbevares i en glasampul, bliver flydende under stor bevågenhed fra katolikker i og omkring katedralen, blev det yderligere taget som et tegn på, at der er gode ting i vente for byen.
På fodboldfronten har Napoli-fans ventet længe på de rigtig gode ting. Den seneste gevinst i kampen om det italienske mesterskab kom i sæson 1989-1990, der blev Maradonas næstsidste i klubben, og året forinden erobrede holdet med argentineren som styrmand sin hidtil eneste europæiske titel, da Uefa Cuppen blev hjemført.
Siden da er det – som mange gange tidligere – gået op og ned for SSC Napoli, og først efter en bankerot i 2004 vendte udviklingen til noget mere stabilt. Her blev klubben overtaget af filmproduceren Aurelio De Laurentiis, og han har efter oprykninger fra Serie C og B formået at skabe en klub, der på øverste niveau flere gange har snuset til den store succes, men som først i indeværende sæson for alvor har fået sine fans til at tro på den ultimative succes.
