Den danske deltagelse i generalforsamlingen for sammenslutningen af olympiske komiteer (Anoc) er der i den grad blevet lagt mærke til.

Danmark udvandrer fra OL-møde på grund af russisk propaganda

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, er kommet på kant med IOC-præsident Thomas Bach under generalforsamlingen i sammenslutningen af olympiske komiteer (Anoc). Et møde, der finder sted i Seoul. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, er kommet på kant med IOC-præsident Thomas Bach under generalforsamlingen i sammenslutningen af olympiske komiteer (Anoc). Et møde, der finder sted i Seoul. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Først forsøgte IOC-præsident Thomas Bach at give formanden for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, en skideballe for danskerens afvisning af at lade Rusland komme tilbage på idrætsscenen, og generalforsamlingen i sammenslutningen af olympiske komiteer (Anoc) er fortsat med opmærksomheden på Danmark, for Natorp udvandrede fra generalforsamlingen, da en repræsentant for Rusland siden fortalte mødedeltagerne om en række positive ting i Rusland.

Sammen med repræsentanter for en håndfuld andre nationer forlod Hans Natorp generalforsamlingen i sydkoreanske Seoul, da den russiske formand for Anoc’s kultur- og uddannelseskomite, Stanislav Pozdnjakov, præsenterede en video om aktiviteter i Rusland. Hans Natorp begrundede sin udvandring med en kommentar om, at der fra Ruslands side var tale om »upassende propaganda«.

De videofilmede aktiviteter har ifølge insidethegames.com fundet sted, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav ordre til invasionen af Ukraine, hvor der nu raser en blodig og langvarig krig.

Pozdnjakovs indslag omfattede blandt andet to videoer, der omhandlede hhv. et internationalt forum for unge olympianere afholdt i Moskva i juni og den 7. udgave af Children of Asia International Sports Games afholdt i Vladivostok i juli.

I videoerne beretter Stanislav Pozdnjakov og den dobbelte olympiske mester i fægtning Sofja Velikaja om stor international tilslutning til arrangementerne. Efter visning af videoerne fremsatte Rusland forslag til at oprette et netværk af olympiske museer, hvilket Anoc-præsident Robin Mitchell (Fiji) takkede for.

Men Mitchell bekræftede også, at der forud for generalforsamlingen havde været rettet henvendelse til Anoc fra 11 nationer, heriblandt Danmark, fordi de var utilfredse med Ruslands tilstedeværelse.

Natorp følte ubehag

»Jeg respekterer, at Rusland sidder i spidsen for komiteen. Hvis han (Pozdnjakov, red.) havde holdt sig til emner, der passer på et Anoc-møde, så var jeg blevet. Men jeg oplevede, at videoen var upassende propaganda for Rusland, så jeg besluttede, at jeg ville forlade salen«, forklarer Hans Natorp over for insidethegames.com.

»Jeg havde det, som om jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, så jeg kunne ikke blive. Jeg havde det ubehageligt, og jeg så adskillige andre delegerede, der også forlod mødet, men jeg kan ikke fortælle, hvorfor de gjorde det«.

Dramaet fandt sted, efter at den tyske IOC-præsident, Thomas Bach, onsdag havde skældt ud på Hans Natorp, fordi danskeren i klare vendinger havde afvist, at tiden er inde til, at man atter byder Rusland velkommen i idrætssammenhæng på den internationale scene.

»Vi er til stede sammen russiske og belarusiske idrætspolitikere og ikke med Ukraines. Det burde være omvendt«, sagde Hans Natorp ifølge B.T. »Vi er nødt til at stå sammen. Dette er bygget på principperne fra FN og den olympiske pagt«.

IOC-chef sur på dansker

Det faldt ikke i god jord hos Thomas Bach, der følte sig kaldet til at overbringe DIF-chefen en skideballe, da han pointerede, at Danmark burde følge flertallet.

»Sammenhold betyder også, at vi i en demokratisk organisation skal respektere flertallet. Vær venlig at huske på, at I er medlem af den olympiske bevægelse. I dag er det Rusland og Belarus. Men vi bør ikke lade politik overtage sport, for så bliver det jer i morgen«, lød det fra Thomas Bach.

Forholdet mellem parterne er ikke just blevet bedre, efter Hans Natorp forlod forsamlingen under det russiske indslag.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her