En 16-årig dreng blev tvunget til at aflevere sin AaB-trøje, da han blev omringet af en gruppe mænd.

Tre tiltalt for røveri af trøje fra ung AaB-fan

Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Foto: Lars Poulsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi rejser tiltale mod tre mænd for i forbindelse med en fodboldkamp at frarøve en 16-årig AaB-fan hans fodboldtrøje.

Seks personer blev sigtet. Fire af dem blev varetægtsfængslet efter episoden på Frederiks Allé i Aarhus den 17. september.

Anklagemyndigheden har vurderet, at der er grundlag for at kræve tre af mændene dømt for røveri og har derfor udarbejdet et anklageskrift, som er sendt til retten.

Røveriet skete i forlængelse af en fodboldkamp mellem aarhusianske AGF og fodboldklubben AaB, der var på besøg fra Aalborg. Det skete i forbindelse med et opgør i landets bedste fodboldrække, Superligaen.

Røveriet skete ud for Frederiks Allé 117 ved at mændene ifølge anklagemyndigheden blandt andet sagde til drengen, at han ville få tæsk, hvis ikke han tog trøjen af og gav den til dem, fremgår det af anklageskriftet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her