Den første kamp i en slutrunde er ofte svær.
Sådan var det også for Danmark, der tirsdag mødte Tunesien uden at kunne leve op til den klare favoritværdighed mod et passioneret hold, der opildnet af titusinder af fans slog godt fra sig. Derfor blev det en jævnbyrdig kamp, som nu komplicerer Danmarks vej videre fra gruppen.
Den danske keeper er ekspert i at fare ud fra stregen for at dække så meget af sit mål som muligt, når en angriber kommer fri. Det viste han igen, da OB-angriberen Issam Jebali pludselig var alene igennem og forsøgte at lobbe bolden over Kasper Schmeichel, der med en lang arm formidabelt parerede forsøget. Samtidig svingede det dog lidt med præcisionen, når målmanden satte spillet i gang.
Der var masser af power i backen fra Leeds, og han gjorde det stabilt godt. Måske manglede der lidt præcision i det ofte så stærke samspil med Andreas Skov Olsen i banens højre side, men defensivt var han solid, og han bidrog med mange offensive løb. Det gule kort var hårdt dømt.
