I det højintense opgør mellem Ghana og Sydkorea styrede vestafrikanerne løjerne det meste af kampen. De var foran med to mål og lignede et hold i kontrol. Men midt i anden halvleg havde sydkoreanerne tre vanvittige minutter, hvor de scorede to mål og dermed udlignede til 2-2.
Men rundt på banen løb en ung ghaneser med nummer 20 på ryggen, som ingen planer havde om at dele pointene med sydkoreanerne. Med knap tyve minutter tilbage af kampen dukkede han op i feltet, mødte en løs bold med indersiden af sin venstre fod og udplacerede den sydkoreanske keeper for anden gang i kampen til resultatet 3-2.




























