Sydkorea får den helt store forløsning med et gyldent mål i overtiden.

Dagens kampe: Schweiz sender Serbien hjem, mens Brasilien vinder gruppen trods nederlag

Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Gruppe H

Serbien-Schweiz 2-3

0-1 Xherdan Shaqiri (20), 1-1 Aleksandar Mitrovic (26), 2-1 Dusan Vlahovic (35), 2-2 Breel Embolo (44), 2-3 Remo Freuler (48)

Cameroun-Brasilien 1-0

1-0 Vincent Aboubakar (90+3)

Schweiz indløste fredag den 16. og sidste billet til VM’s ottendedelsfinaler, da holdet slog Serbien 3-2 efter en underholdende slagudveksling.

Især de første 50 minutter, hvor alle målene faldt, var en festlig og spændende affære.

Serbien skulle dog lave to mål efter 3-2-målet, og det rakte hverken evnerne eller energien til at jagte for alvor.

Brasilien, der allerede var sikret avancement, stillede med reserverne og bookede førstepladsen i gruppen trods 0-1 mod Cameroun.

Både Brasilien og Schweiz slutter på seks point, men den brasilianske målscore er en kende bedre.

Brasilien møder nu Sydkorea i sin ottendedelsfinale, mens Schweiz skal op mod Portugal.

Festfyrværkeriet mellem Schweiz og Serbien blev skudt i gang med en stor schweizisk dobbeltchance og et serbisk hug på stolpen inden for de første ti minutter.

Efter 20 minutter blev ballet også skudt i gang målmæssigt, da Xherdan Shaqiris afrettede træffer efter et godt schweizisk opspil strøg i kassen til 1-0, hvilket han fejrede ved at tysse på serbiske fans.

Et kvarter senere var kampen vendt på hovedet af Serbiens stærke angrebsduo.

Først pandede Aleksandar Mitrovic udligningen ind efter Dusan Tadics millimeterpræcise og elegante oplæg. Kort efter viste også Dusan Vlahovic sin målnæse med en vinklet afslutning uden for den schweiziske keepers rækkevidde.

En vild første halvleg blev lukket ned med en nem scoring af Breel Embolo, der havde haft en stor afbrænder tidligere, efter glimrende kombinationer.

Matchvinder vist ud

Anden halvleg åbnede med endnu et smukt angreb af Schweiz. Shaqiri vippede bolden frem til angriberen Ruben Vargas. Og med hælen lagde han kuglen til rette for midtbanespilleren Remo Freuler, der sparkede Schweiz på 3-2.

Serbien var nu presset i offensiven i jagten på de nødvendige to scoringer, og der blev også reageret med fem indskiftninger fra bænken. Men evnerne manglede, hvilket gav en masse fejl, og troen forsvandt også, efterhånden som tiden randt ud.

I Brasiliens opgør mod Cameroun var hverken intensiteten eller underholdningen lige så stor som i gruppens anden kamp.

Cameroun kunne med en sejr blande sig i kampen om andenpladsen, og der blev også gjort et hæderligt forsøg, men Manchester Citys Ederson stod i vejen et par gange.

Brasiliens stærke reserver tilspillede sig også en del chancer, men spillet var langt fra flydende, og i overtiden lynede den camerounske angrebsprofil Vincent Aboubakar for anden gang ved VM.

Det fejrede han uden sin trøje og dermed også med sit andet gule kort.

Gruppe H

Sydkorea-Portugal 2-1

0-1 Ricardo Horta (5), 1-1 Young-Gwon Kim (27), 2-1 Hee-Chan Hwang (90)

Ghana-Uruguay 0-2

0-1 Giorgian De Arrascaeta (26), 0-2 Giorgian De Arrascaeta (32)

Sydkorea følger Portugal videre fra gruppe H ved VM i fodbold efter et sandt drama fredag eftermiddag.

Sydkorea sikrede sig sin 2-1-sejr i overtiden, mens Uruguay forgæves slog Ghana med 2-0 i den anden kamp. Et mål mere havde sendt sydamerikanerne videre, mens Ghana manglede to mål.

Uruguay og Ghana fik små ti minutter at spille i efter slutfløjtet mellem Sydkorea og Portugal, men ingen af holdene fik scoret.

Uruguay-spillerne var efterfølgende rasende på opgørets dommer, der undervejs ikke havde givet dem det straffespark, som de mente, at de havde fortjent.

Portugal vinder gruppen med seks point, mens Sydkorea slutter på fire point og en målscore på 4-4. Uruguay slutter på fire point og 2-2 i målscore og misser altså ottendedelsfinalerne på færre scorede mål end Sydkorea.

Uruguays VM endte i tårer, da Sydkorea kom fra baghjul og tog den sidste billet til knockout-runden

Længe lignede det ellers, at Uruguay ville gå videre.

Sydkorea fik ikke presset Portugal specielt meget, selv om holdet manglede et mål. Men efter 91 minutter slog holdet en kontra anført af Tottenhams Son Heung-min.

Han fandt Wolverhamptons Hee-Chan Hwang, der sparkede det forløsende 2-1-mål i nettet.

Så fik Uruguay pludselig travlt med at få øget til 3-0 i sin kamp, og der var også muligheder, ligesom Ghana i den anden ende havde store chancer. Men det forblev uforløst.

Ghanesisk nedtur

Forinden havde Ghana åbnet kampen med et få genoplivet et stort traume mod Uruguay fra VM i 2010. Dengang reddede angriberen Luis Suarez med hænder bolden på stregen ved stillingen 1-1 i slutningen af den forlængede spilletid.

Stjernen Asamoah Gyan brændte det medfølgende straffespark, og Uruguay snuppede semifinalebilletten i duellen fra pletten.

Knap så meget var på spil fredag, men nedturen var igen udtalt. Ghana fik efter små 20 minutter ved 0-0 tildelt et straffespark, efter at den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mohammed Kudus var blevet nedlagt af keeper Sergio Rochet.

Talismanen André Ayew tog ansvaret og blev skurk med et svagt forsøg, som Rochet nemt reddede.

Kort efter blev det i stedet 1-0 til Uruguay, da midtbanespilleren Giorgian De Arrascaeta fulgte op på et forsøg fra veteranen Luis Suarez.

Ghana-spillerne virkede rystede, og efter godt en halv time øgede Giorgian De Arrascaeta til 2-0 efter forarbejde af Suarez.

Forløsning i overtiden

Efterfølgende appellerede Uruguay et par gange forgæves for straffespark og misbrugte de chancer, som man tilspillede sig, hvorfor kampen altså endte med to tabere.

I den anden kamp havde angriberen Ricardo Horta tidligt sparket Portugal foran 1-0 efter en veludført angreb, inden Young-Gwon Kim efter en lille halv time udlignede til 1-1, efter at Cristiano Ronaldo rettede et hjørnespark uheldigt af.

Portugal var flere gange meget tæt på 2-1 i første halvleg, men der gik også stilstand i opgøret i perioder, inden den store sydkoreanske forløsning i overtiden.

11. spilledags kampe

Tyskland er færdig ved VM efter stort drama

10. spilledags kampe

Dagens kampe: Argentina er videre sammen med Polen, der får hjælp udefra

9. spilledags kampe

Dagens VM-kampe: Bruno Fernandes sender Portugal ind i knockoutrunderne

8. spilledags kampe:

Dagens kampe: Pressede tyskere lever med livline og indskifterens sene udligning

7. spilledags kampe:

Dagens kampe: Messi redder et haltende Argentina, der atter har kurs mod Danmark

6. spilledags kampe:

Dagens VM-kampe: USA's fightere finder ekstra kræfter til at drille favoritten England

5. spilledags kampe:

Dagens VM-kampe: Brasilien leverer varen med pragtmål og får fodboldfans til at drømme

4. spilledags kampe:

Dagens kampe: Ineffektive Canada nedspiller Belgien, brænder et straffespark - og taber

3. spilledags kampe:

Dagens kampe: Frankrig flyver i gang med skræmmende styrke og en tangeret scoringsrekord

2. spilledags kampe:

Gareth Bale fuldender Wales' comeback mod USA

1. spilledags kamp:

VM-værtens ringe indsats på og uden for banen gjorde åbningskampen unik

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her