Marokko vinder 1-0 over Portugal på et mål scoret sidst i 1. halvleg.

Marokko slår sensationelt Portugal og bliver det første afrikanske hold nogensinde i VM-semifinalen

Foto: Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
Foto: Karim Jaafar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med en sensationel sejr på 1-0 over Portugal skrev Marokko historie ved som det første afrikanske hold nogensinde at spille sig frem til en VM-semifinale, og det skete med en indsats, som betyder, at holdet sagtens kan tillade sig at drømme stort før de afgørende kampe om medaljer og finalepladsen, der starter tirsdag.

Allerede i ottendedelsfinalen mod Spanien havde Marokko vist, hvad holdet var gjort af i form af disciplin og taktisk forståelse, og den indsats byggede nordafrikanerne videre på i mødet med Portugal.

Det var nemlig begrænset, hvad de portugisiske stjerner spillede sig til af helt åbne muligheder mod Marokko, der ikke decideret gravede sig ned, men dog agerede ud fra en ultrastærk defensiv.

En del af æren for det fantastiske marokkanske resultat bør også tilskrives landstræner Walid Regragui, der tiltrådte i embedet 31. august i år. Han afløste Vahid Halilhozic, og det skulle vise sig at få afgørende betydning for landsholdets muligheder.

Under Halilhodzic var stjernerne Achraf Hakimi (Paris Saint-Germain) og Hakim Ziyech (Chjelsea) nemlig ildeset, men det ændrede sig, da Regragui satte sig i chefstolen, og netop de to spillere var blandt de fremtrædende i kvartfinalen mod Portugal.

Stjerner var der også masser af på det portugisiske hold, selv om den største af dem alle startede på bænken.

Ronaldo på bænken

Portugals navnkundige landstræner Fernando Santos havde opmuntret af den overvældende succes mod Schweiz i ottendedelsfinalen atter henvist Cristiano Ronaldo til en reserverolle.

Men selv uden nationalikonet, der i ugens løb på instagram havde hyldet holdet og slået fast han indordnede sig under landstrænerens valg, løb Portugal ind i problemer mod et taktisk meget disciplineret hold fra Marokko.

I kampens indledende minutter tydede meget på, at det nordafrikanske sensationsmandskab ville grave sig ned, men som tiden skred frem, udfordrede Marokko med stigende selvtillid favoritterne.

Portugal havde betydelige vanskeligheder ved at spille sig igennem de velordnede marokkanske rækker, og langsomt kom de nordafrikanske spillere anført af Achraf Hakimi og Hakim Ziyech længere frem på banen.

Det helt store kup efter nogle nærgående forsøg gjorde Marokko mod slutningen af halvlegen, da Youssef En-Nesyri scorede til 1-0. Angriberen fra Sevilla hoppede med stor kraft højere end Portugals målmand Diogo Costa og pandede bolden i mål til den overraskende føring, som tydeligt frustrerede portugiserne.

I de første 45 minutter begik Portugal nøjagtig samme fejl som Spanien i ottendedelsfinalen. Holdet spillede alt for langsomt og gjorde det på den måde let for Marokko at trevle spillet op, når bolden kom op på deres banehalvdel.

I jagten på den forløsende udligning satte Portugal blandt andet deres lid til Ronaldo, der kom på banen fem minutter efter pausen. Dermed nåede den klubløste stjerne op på 196 landskampe og tangerede dermed verdensrekorden, som den er opgjort af Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Ronaldo deler nu rekorden med Bader Ahmed al-Mutawa fra Kuwait, der er jævnaldrende med portugiseren og ligeledes fortsat aktiv.

Hvad nu Ronaldo?

Om det bliver til flere landskampe for den portugisiske legende er tvivlsomt. Han forlod grædende banen, da semifinalen blev fløjtet af og drømmen om at kunne hæve VM-pokalen var slukket, og på kort sigt skal Ronaldo finde en klub, hvis han i det hele taget ønsker at fortsætte karrieren.

Han har dog tidligere sagt, at drømmen var at slutte karrieren med EM-slutrunden i Tyskland i 2024.

For andre portugisiske spillere som forsvarsklippen Pepe bliver VM dog formentlig endestation i en lang, glorværdig og ofte kontroversiel karriere. Den tidligere Real Madrid-styrmand fylder 40 år til februar, og selv om han i Qatar egentlig har spillet fortræffeligt, så er det vanskeligt at forestille sig ham i landsholdstrøjen, når det går løs i Tyskland i 2024.

Marokko har før skrevet historie, da holdet i 1970 blev første afrikanske hold, der kvalificerede sig til VM, og med indtoget i semifinalen er det første gang siden Sydkorea i 2002, at holdene i semifinalen ikke udelukkende er fra Europa og Sydamerika.

Herunder kan kampens gang minut for minut læses:

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her