1. 30. januar 2022. Knæskade i EM-bronzekampen mod Frankrig
»Det er nok det mest skelsættende billede fra mit 2022 – da jeg rev korsbåndet over. Vi er i angreb, da jeg tydeligt kan mærke, at jeg får et hak bagest i hasen. Jeg forsøger at løbe hjem, men da jeg stopper, kan jeg godt mærke, at der ikke er noget, der griber mig. Og billedet taler for sig selv – jeg ved godt, at den er helt gal. Det værste for os håndboldspillere er næsten, når det er noget inde i knæet. Jeg tror også, at holdkammeraterne godt kan se, at det ikke er godt. Bagefter ligger jeg i omklædningsrummet og tænker på, at mit sidste år i GOG og DM-guldet ikke bliver til noget. Vi havde et hold, der rent faktisk kunne vinde det første guld i 15 år. Alle de drømme bristede. Da jeg bliver skadet, er der fire måneder til DM-finalen, og det ville minimum tage fire måneder at genoptræne. Det virkede urealistisk at håbe på at nå det.




























