Højst 11 af de 20 hold fra Premier League kommer videre i den engelske pokalturnering.

Engelske sensationer: Tre hold fra den femtebedste række lever videre i FA Cuppen

To mål i de sidste fem minutter sikrede Stevenage en sensationel udesejr over Aston Villa.   Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
To mål i de sidste fem minutter sikrede Stevenage en sensationel udesejr over Aston Villa. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Verdens ældste pokalturnering har skabt fodboldsensationer, endnu flere eventyrlige oplevelser for ukendte småklubber og forbløffende få danske finalevindere gennem FA Cuppens 152-årige historie.

Adskillige danskere måtte også i år se drømmen om en finale på Wembley briste på et tidligt tidspunkt. Tredje runde betyder deltagelse af blandt andet de 20 klubber fra Premier League, men der er maksimalt 11 tilbage, når næste runde afvikles senere på måneden.

Modsat i DBU Pokalen er der hverken seedning eller hjemmebanefordel til de lavest rangerede hold i FA Cuppen, hvor ikke færre end fem af denne rundes kampe var mellem to hold fra Premier League.

Det kostede den videre deltagelse for blandt andre Brentford, der havde fire danskere i startopstillingen i hjemmekampen mod West Ham, men det var en tidligere Brentford-spiller, Said Benrahma, der blev matchvinder med sin scoring til 1-0 efter 80 minutter og sikrede West Ham en tiltrængt opmuntring efter seks kampe i træk uden sejr og bare ét point i Premier League.

Også Joachim Andersen fik kun en enkelt FA Cup-kamp i denne sæson, da Crystal Palace ligeledes på hjemmebane tabte 2-1 til et andet Premier League-hold, Southampton, lige som Phillip Billing blev sendt ud med et nederlag på hjemmebane. Topholdet fra den næstbedste række, Burnley, vandt 4-2 over Bournemouth, der som så ofte før havde Emiliano Marcondes på bænken i hele kampen. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller forventes da også at finde en ny klub i det blafrende transfervindue.

Chelsea har deltaget i fem af de seneste seks FA Cup-finaler med én sejr (i 2017) og fire nederlag, men for første gang siden 1998 blev det kun til en enkelt kamp for Chelsea, hvis voldsomt skadesplagede trup blev fuldstændig udraderet af et veloplagt Manchester City-hold.

Tre dage efter at have vundet 1-0 på Stamford Bridge i Premier League var Manchester City anderledes effektiv hjemme på Etihad Stadium, hvor det blev 4-0. Efter at været blevet skiftet ind til en rolle som matchvinder i torsdag var Riyad Mahrez med fra start og scorede to gange. Han indledte scoringen direkte på frispark efter 23 minutter og afsluttede den ved at udnytte det andet af Manchester Citys to straffespark.

Også Harry Kane scorede for anden kamp i træk, da Tottenham lørdag med Pierre-Emile Højbjerg på bænken vandt 1-0 over heroisk kæmpende Portsmouth, der er dumpet ned som midterhold i den tredjebedste række.

Kane var helt kampafgørende, da han scorede to gange og havde en fod med i de to andre scoringer i Tottenhams 3-0-sejr over Crystal Palace i ugens løb.

Tredje runde havde deltagelse af tre klubber fra den femtebedste række, National League, og helt forbløffende blev ingen af dem elimineret i løbet af weekenden.

Boreham Wood og Chesterfield skal dog ud i omkampe mod henholdsvis Accrington Stanley og West Bromwich. Sidstnævnte udlignede til 3-3 i overtiden.

Wrexham er derimod videre efter en af rundens største overraskelser, en 4-3-sejr ude over Coventry fra midten af Championship.

Den walisiske klub, der nu har skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney som ejere, dumpede ud af de engelske ligasystem i 2008 efter blandt andet at have spillet fire sæsoner i den næstbedste frem til 1982. Klubben har som walisisk pokalvinder spillet otte sæsoner i Europa Cuppen for pokalvindere, hvor det blandt andet i 1990 blev en for Lyngby lidet flatterende walisisk 1-0-sejr i første runde.

Endnu en sensation leverede Stevenage fra den fjerdebedste række, League Two, ved på udebane at eliminere Aston Villa fra Premier League, der endda førte 1-0 indtil fem minutter før tid.

Belgieren Leander Dendocker begik et straffespark på Dean Campbell, der også løste et rødt kort, og efter nordireren Jamie Reid havde udlignet på straffesparket, fuldendte skotten Dean Campbell sensationen ved at score sejrsmålet for Stevenage i overtiden.

Newcastle har ikke tabt i Premier League siden august, men den nordengelske klub er færdig i FA Cuppen efter et nederlag ude mod Sheffield Wednesday fra den næstbedste række, der vandt 2-1 på to mål af 28-årige Josh Windass.

Leicester havde for første gang siden august 30-årige Jannik Vestergaard på holdet, der også talte målmanden Daniel Iversen i 1-0-sejren ude over Gillingham fra den fjerdebedste række. Det var den blot tredje kamp for 25-årige Daniel Iversen, der tidligere har fået spilletid i to ligacupkampe.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her