Lukas Jørgensen spillede sin første landskamp i sidste uge, så der var lidt nerver på i åbningskamp.

Da belgierne hev hans trøje af, kom vildmanden frem i dansk VM-debutant

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Selv om håndboldopkomlingene fra Belgien fik gevaldige klø og tabte 43-28 til de danske verdensmestre, så vil de med garanti aldrig glemme den fredag aften i Malmö Arena. Allerede da de 10.000 feststemte danske tilskuere gav den fuld gas under nationalmelodien, stod belgierne på midten af banen med kæmpe smil på læberne og nød det største øjeblik i deres karrierer.

Måske drømte de i det øjeblik om at drille den danske stormagt, men det forblev ønsketænkning, da Mathias Gidsel og Mikkel Hansen i 60 minutter skruede op for charmen og foldede en stor del af deres repertoire ud.

Det var langtfra kun de belgiske håndboldspillere, som havde kvalificeret sig til VM for første gang nogensinde, der fik sig en på opleveren i den næsten fuldt besatte arena.

Også på det danske hold var der spillere, som havde svært ved at få armene ned oven på storsejren, og det skyldtes ikke så meget cifrene, men mere oplevelsen af hyldesten fra tilskuerne og bare det at komme på banen for Danmark i en stor slutrunde.

Det gjaldt eksempelvis stregspilleren Lukas Jørgensen fra talentfabrikken i GOG, som fik masser af spilletid og blev forkælet med afleveringer fra blandt andre Mikkel Hansen, der var en af årsagerne til, at stregspilleren fra Lejre overhovedet begyndte at spille håndbold.

Han var ligesom de fleste andre begejstret for kulissen, der næsten var 100 procent rød og hvid, og det havde været en vild oplevelse at træde ind på banen til et gigantisk jubelbrøl, som startede allerede under opvarmningen.

Men det var også noget, som gav nerver på hos en spiller, der fik sin debut på landsholdet for mindre end en uge siden på hjemmebane mod Saudi-Arabien.

»Det vil da være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke var lidt ekstra sommerfugle i maven. Jeg fik spillet nogle af dem ud i min debut i sidste uge, men der kom flere af dem tilbage i dag, og det kunne jeg godt mærke. Jeg tror, der altid vil være lidt ekstra nerver på, når det er den her trøje, jeg har på«, fortæller Lukas Jørgensen.

Den 23-årige stregspiller er i gang med sin anden periode i fynske GOG, men efter denne sæson skifter han ifølge TV 2 til Bundesligaen og Flensburg-Handewitt. Her skal han afløse landsmanden Simon Hald.

Han fik masser af spilletid i sin VM-debut, og den tog han godt imod.

»Først og fremmest er jeg glad for, at jeg fik så mange minutter. Jeg er glad for, at jeg fik vist mine offensive kompetencer, og for at jeg kom til nogle fine chancer og skud. Jeg brændte måske lidt flere, end jeg gerne ville, men lad os sige, det var nervøsiteten«, siger han med et smil.

Lukas Jørgensen endte med at blive hvirvlet fuldstændig ind i stemningen mod kampens slutning, da han med trøjen trukket næsten af – og til tilskuernes store jubel – alligevel formåede at sende bolden i mål.

»Det snurrer lidt rundt, men den går ind, og da jeg rejser mig, kan jeg godt mærke på publikum, at de godt kan lide, når der er nogle unge drenge, som kæmper lidt ekstra. Det var jeg selvfølgelig glad for og ville gerne give dem et brøl tilbage. Det er vildmanden, der kommer frem i en ung dreng, som bare kan mærke euforien i kroppen«.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her