Karakterbogen
Skalaen
12: Fremragende.
10: Fortrinlig.
7: God.
4: Jævn.
02: Tilstrækkelig.
00: Utilstrækkelig.
-3: Ringe.
U.b.: Uden for bedømmelse på grund af for lidt eller ingen spilletid
Malmö Arena ar fyldt med 12.500 overvejende danskere og de var i festhumør, men 60 minutter senere må de have siddet med en lidt underlig fornemmelse, for VM-opgøret mellem verdensmestrene og opkomlingene fra USA blev lagt fra den gallaforestilling, de og alle andre havde set frem til.
Et dansk hold uden tempo og koncentration vandt ganske vist 33-24, men især efter pausen skuffede holdet stort.
Landstræner Nikolaj havde rystet posen til det første opgør mod USA i over 30 år. Udover den skadede Rasmus Lauge overværede stregspiller Magnus Saugstrup ligeledes kampen fra tribunen, og startopstillingen var radikal anderledes end hidtil ved VM.
Men reserverne leverede på ingen måde varen, og det må give landstræner Nikolaj Jacobsen noget at tænke over inden mandagens altafgørende kamp i mellemrunden mod Egypten. Den afgør, hvilken placering, de danske verdensmestre får i gruppen, hvor kun de to bedste avancerer til kvartfinalen.
1. Niklas Landin U.b.
Anføreren kom ikke på banen.
20. Kevin Møller 4
Flensborg-keeperen startede i mål og fik dermed mulighed for at vise sig frem som et godt alternativ til kaptajn Landin. Følelsen er, at han egentlig skulle have haft flere redninger i første halvleg end dem, det rent faktisk blev til. For eksempel ikke så stærk på fløjafslutningerne som Landin. Havde en stærk periode i anden halvleg, hvor han blandt snuppede to straffekast, men blev også tit ladt i stikken af forsvaret, så amerikanerne kunne suse lige igennem til frie skud.
4. Magnus Landin 7
Fløjen dækkede back, så Michael Damgaard kunne være med i kontrafasen. Landin fik to muligheder i første halvleg, som han begge scorede på. Lå i anden halvleg fremme i en 5:1-opdækning og opsnappede her flere bolde. Han var sikker i sine afslutninger og endte på fem scoringer.
7. Emil Jakobsen U.b.
Var inde i første halvleg og score på straffekast, da Mikkel Hansen og Lindberg havde brændt. Scorede yderligere et efter pausen, men spillede ikke nok til at får karakter.
18. Hans Lindberg 02
Efter to kampe uden minutter på banen, startede veteranen inde. Han brændte et straffekast, scorede to gange og fik yderligere et forsøg pareret. Sov et par gange i defensiven, og i anden halvleg gik det galt galt for Lindberg, der brændte et skud og blev afløst af Johan Hansen.
19. Mathias Gidsel 4
Kom under kæmpe jubel fra tilskuerne på banen, da Mads Hoxer var vist ud, og leverede i to angreb øjeblikkeligt to målgivende afleveringer. Kom på banen igen efter godt 11 minutters spil af da Hoxer smeltede ned og scorede da også fire mål og gjorde det hæderligt uden at brænde igennem, som han ofte gør.
21. Henrik Møllgaard 4
Forsvarschefen startede på banen og havde i starten visse problemer med den amerikanske streg. Det blev løst efterhånden og især, da Lukas Jørgensen kom ind i midterforsvaret. Men der var også store huller i den danske defensiv, og Møllgaard kom ikke på banen i anden halvleg.
22. Mads Mensah 4
Landstrænerens altmuligmand kom på banen, da der var spillet 10 minutter af anden halvleg, og det danske spil sejlede uden mål og med. Det fik han om ikke sat skik på, så dog stabiliseret. Scorede et af sine efterhånden sjældne landskampsmål.
24. Mikkel Hansen U.b.
Brændte et straffekast i første halvleg, men ellers ikke på banen.
25. Lukas Jørgensen 7
Kom på banen omtrent midtvejs i første halvleg og leverede straks varen med stærkt forsvarsspil. I angrebet var han et par gange første mand i kontraen og sendte meget sikkert alle sine fem skud i kassen. Brændte et par stykker i anden halvleg, men øgede sin total til i alt 8 og kunne dermed være sin indsats mere end bekendt.
26. Johan Hansen 4
Afløste Hans Lindberg knap 12 minutter efter pausen og ligner en spiller, der fremover er førstevalg til positionen. Godt nok brændte han sit ene skud, men til gengæld leverede han en flot assist til Magnus Landin i slutfasen. Han er også en dygtig forsvarsspiller.
27. Michael Damgaard 4
Rigtig fin første halvleg af Damgaard, der var lidt uheldig med nogle af sine skud, og derfor blot blev noteret for tre scoringer på seks forsøg. Derimod sad hans assistspil lige i skabet, og han stod fadder til en række danske mål før pausen. Efter pausen fik Damgaard i stå, og selv om han dækkede fløjen var det svagt, hvad Magdeburg-spilleren præsterede på den position. Det var alt for svagt.
32. Jacob Holm 02
Holm var sikker i afslutningerne med fire mål på fire forsøg i de første 30 minutter. Efter pausen gik han fuldkommen i stå, og havde slet ikke styr på sit spil. Han brændte begge sine forsøg og fik heller ikke sat holdkammeraterne i scene. Det gik simpelthen fr langsomt, og det var Holms ansvar.
34. Simon Hald 02
Havde problemer med at finde den rigtige højde i samarbejdet med Henrik Møllggard og overlod godt midtvejs pladsen til Lukas Jørgensen. Kom ind i forsvaret igen i anden halvleg, men der var en motorvej gennem det danske forsvar, som betød, at amerikanerne stort set kunne spille lige op med verdensmestrene efter pausen.
38. Mads Hoxer 00
En bleg første halvleg af Aalborg-talentet, der slet ikke kunne sætte sig igennem mod den ellers overkommelige modstander. Han brændte begge sine skud og pådrog sig desuden en udvisning mod halvlegens slutning. Han virkede supernervøs i alle sine aktioner, lavede en del tekniske fejl og til sidst måtte landstræner Nikolaj Jacobsen tage højrebacken ud.
43. Simon Pytlick U.b.
Stortalentet kom ikke på banen.
fortsæt med at læse




























