Det var opsigtsvækkende, da de britiske myndigheder i sidste uge meddelte, at de tvunget af omstændighederne havde frafaldet tiltalerne om voldtægtsforsøg, kontrollerende og tvingende adfærd samt overgreb med personskade til følge mod den 21-årige Manchester United-stjerne Mason Greenwood.
Endnu mere opsigtsvækkende var den ordlyd, som fulgte i pressemeddelelsen fra Manchester Greater Police.
»Det er en beslutning, der ikke har været let af træffe«, lød det fra politiinspektør Michaela Kerr, da hun måtte se et års efterforskning ryge i vasken, fordi et centralt vidne – formentlig offeret – havde valgt ikke længere at samarbejde med myndighederne samt det faktum, at »nyt materiale« havde set dagens lys.
Dermed var der ikke længere realistisk udsigt til at få dømt et af de største engelske talenter i nyere tid.
