I denne sæson har der kørt en joke blandt NFL-interesserede og sågar -spillere om, at kampenes udvikling er en manuskriftforfatters værk. Fordi det hele udvikler sig så underholdende, nervepirrende og til tider dramatisk, at der kun kan være tale om fiktion.
Med et glimt i øjet kan det konstateres, at det sidste kapitel også leverede på alle parametre. For anden gang i løbet af de seneste fire år var Kansas City Chiefs bagud i tredje quarter af en Super Bowl. For anden gang i løbet af fire år førte Patrick Mahomes an i et comeback og sikrede en sejr i spillets ultimative kamp.




























