Det holdt hårdt for Danmark i den første kvalifikationskamp til EM. Danskerne var åbenlyst bedre end finnerne, der til gengæld knoklede forbilledligt dysten igennem.
Først sent i opgøret sikrede banens klart bedste mand, den unge angriber Rasmus Højlund, sit rød-hvide landshold 3-1-sejren – kometen fra Atalanta scorede alle mål for Danmark, der leverede en udmærket indsats med plads til forbedringer.
Den danske målmand var aldrig på de store prøver. Men ved et par halvfarlige indlæg havde han styr på tingene og kom blandt andet fint ud for at bokse bolden væk. Med fødderne var han overvejende rolig og præcis i spillet frem ad banen. Schmeichel var prisgivet ved det finske mål.
Det var et fornemt oplæg til Danmarks første mål, som Benfica-backen stod for. Da han fik bolden på kanten, tog han straks et træk i dybden og satte sin direkte modstander af, før han sendte et hårdt og fladt indlæg på tværs af feltet. Afleveringen lå perfekt til Rasmus Højlund, der pressede sig frem og scorede. Alexander Bah gik ivrigt med i det offensive spil og var solid defensivt krydret med et par fine returløb, mens han til gengæld afleverede svagt flere gange.
