I søndags sikrede 48-årige Thomas Thomasberg som træner for Randers FC klubben slutspilsdeltagelse i Superligaen for tredje sæson i træk, men for Thomasbergs vedkommende bliver sæsonafslutningen i landets bedste fodboldrække ikke i form af en jagt på et sæt medaljer.
Blå bog
Thomas Thomasberg
Født: 15. oktober 1974 i Haverslev.
233 kampe i Superligaen for AaB (1994-1999) og FC Midtjylland (2000-2004).
Grundet et såkaldt springerknæ måtte han stoppe den aktive karriere allerede som 29-årig.
Han har også været cheftræner i FC Hjørring, FC Fredericia og Hobro IK.
Første opgave som ny FCM-træner bliver udebanemødet med OB fredag 31. marts.
Thomas Thomasberg indgik nemlig torsdag en kontrakt frem til sommeren 2026 med FC Midtjylland, hvor han afløser Albert Capellas. Det kortsigtede mål er at sikre, at midtjyderne slutter øverst i kvalifikationsspillet, hvilket vil udløse en playoffkamp om en plads i næste sæsons europæiske Conference League mod nummer tre eller fire fra mesterskabsslutspillet. Og på den lidt længere bane skal han have FCM-truppen til at præstere kontinuerligt, så klubben igen bliver en troværdig udfordrer i Superligaen.
»Vi har en vigtig opgave foran os. Sammen med resten af staben og spillertruppen skal Thomas her i foråret skabe resultater, men samtidig også et godt fundament for, at vi kan kæmpe med helt i toppen af dansk fodbold igen til næste sæson«, siger FCM’s sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:
»Thomas’ måde at se og praktisere fodbold på, tror vi på i FCM. Han står for offensive dyder og en powerful spillestil«.
Midtjylland er en klub, som skal kæmpe med om titler, og vi skal have holdet tilbage på rette spor
FC Midtjylland har tidligere gennem adskillige år været Thomas Thomasbergs base i et professionelt fodboldliv, der strækker sig over 30 sæsoner. Han spillede fra 2000 til 2004 de sidste 108 af i alt 233 kampe i den aktive superligakarriere for FC Midtjylland, hvor han siden var assistenttræner gennem fire år, inden han i 2008 blev ansat som cheftræner.
Thomas Thomasberg førte FC Midtjylland til en 4.-plads i Superligaen i 2008/2009, men blev fyret efter en skidt start på den efterfølgende sæson, hvor hans sidste aftryk var en 4-1-sejr mod Randers FC, som han i de seneste fire år har ført til slutplaceringer som nummer 7, 7, 6 og 6.
Som spiller blev han to gange dansk mester med AaB, og som træner står pokalfinalesejren med Randers over Sønderjyske i 2021 som svendestykket.
FC Midtjylland-jobbet beskriver Thomas Thomasberg som en mulighed, der »skal forfølges«.
»Midtjylland er en klub, som skal kæmpe med om titler, og vi skal have holdet tilbage på rette spor«, siger den nye cheftræner og fortsætter:
»Jeg kommer til klubben som mig selv, og det kommer jeg til at være tydelig i både på og uden for banen. Vi skal søge målet og skabe en masse chancer – både i åbent spil, omstillinger og dødbolde«.
I Randers FC bliver det Thomasbergs mangeårige assistent, Rasmus Bertelsen, der nu skal på medaljejagt med kronjyderne. 39-årige Bertelsen var cheftræner i Randers FC gennem 17 kampe i foråret 2018, hvor han styrede klubben fri fra nedrykning, inden Thomasberg tog over.
fortsæt med at læse




























