Flere hundrede danske fodboldfans valgte at tilbringe noget af langfredag i Malmø, og her blev de vidner til en særdeles underholdende fodboldkamp mellem arvefjenderne Sverige og Danmark. De fleste tilskuere havde nok opgivet at få et mål at lune sig på i det stadig noget kølige forårsvejr, men det fik de alligevel, da Stine Larsen i dommerens overtid sikrede kvindelandsholdet en sejr på 1-0 og dermed den første gevinst på udebane over svenskerne siden 1992.
Holdene dominerede hver deres halvleg, og meget tydede på en nulløsning, men så var den indskiftede Stine Larsen på pletten, og hun sendte et hovedstød i nettet – i øvrigt efter at hun i situationen inden havde brændt en stor mulighed.




























