»Byd gerne dagens modstander velkommen med en piftekoncert«, stod der på en instruktionsseddel til kampen mellem FC København og Brøndby IF, som var klistret på alle Parkens sæder. Det havde de ikke behøvet at bruge papir på, og det propfyldte Parken kun med hjemmebanefans tog imod Brøndby-spillerne med en tsunami af »hader, hader, hader BIF! Hader, hader, hader BIF«-råb.
Det var ikke nemt at være Brøndby-spiller, da de løb ind i Parken. Efter en trafikulykke af en sæson med manglende resultater på banen og store protester mod klubbens ledelse og nye ejere uden for banen så de blågule spillere noget små ud, da de meldte deres ankomst på plænen i København.



























