Mads Pedersen var end ikke nået til Madrid som afslutning på 2022-udgaven af Vuelta a Espana, før han begyndte at drømme højlydt. Han ville køre Giro d’Italia i 2023. Her vil han nemlig have mulighed for at fuldføre sit hattrick i de tre Grand Tours. Den tidligere verdensmester vandt etapen til Saint Etienne i Tour de France. I Vuelta a Espana toppede han den præstation med at sejre på tre etaper og sikrede sig pointtrøjen som den første dansker nogensinde.
Hvis Mads Pedersen vinder en etape i løbet af den italienske rundtur, bliver han blot den anden dansker, som har vundet i alle tre Grand Tours. Det samme vil i øvrigt være tilfældet for Magnus Cort. De ville i så fald tilslutte sig Jesper Skibby. Det er sådan en præstation, der sætter en ekstra streg under, at man har været en rigtig god cykelrytter, som har formået at formtoppe på flere tidspunkter af året.


























