Datoen 24. maj er helt særlig i Brøndby. I 2021 blev det dagen, hvor 16 års mesterskabstørke endte. Selv om det var en ulogisk titel målt på spillerbudget, føltes det på stadion, som om Brøndby var tilbage, da anfører Andreas Maxsø løftede DM-pokalen.
Inden da havde betonen gynget efter Anis Ben Slimane og Lasse Vigens scoringer. Slagsangene bragede ned over banen med en volumen, som afspejlede triumfens størrelse. Da slutfløjtet lød, løb fansene trods advarsler ind på banen. Euforien var total.


























