6. etape:
Efter nogle relativt hårde indledende dage i Baskerlandet køres to etaper i Pyrenæerne. Dette er den anden af disse og den hårdeste. Col d’Aspin er flittigt brugt i løbet, ikke fordi det er voldsomt svært, men fordi det er bindeled til de pyrenæiske giganter Col de Peyresourde og Col du Tourmalet. På denne etape køres d’Aspin som opvarmning inden Tourmalet, et langt bjerg, der bare bliver stejlere og stejlere, og i min bog er Tourens eneste klassiske ’gigant’ i år. En længere nedkørsel leder til målbjerget, Cauterets-Cambasque, som først bliver stejl de sidste fem kilometer. Det er første alvorlige bjergetape: Der er typisk brandvarmt i Pyrenæerne, vejbelægningen er ujævn og ru, og stigningsprocenterne er voldsomt ujævne. Touren kan tabes her.




























