Jeg forlader løbet. Bliver et par ekstra dage i Paris. Uden cykelløb. Og alene. Bruger tiden på at læse avisen og så videre. Tankerne, der kommer efter løbet, vil jeg gerne bemægtige mig. Jeg sætter mig på Café Flore. Får en frokost. Og læser avis. Løfter blikket. Paris er Paris. Det er godt nok. Det er jo mærkeligt, når et cykelløb er forbi, men i aften skal jeg over og spise på Brasserie Lipp. Et glas rødvin. Måske møder jeg Belmondo. Ham har jeg set flere gange her. Jeg vil gerne tale med ham. Hvad skal jeg tale med ham om? Hvordan det var at arbejde med Godard for eksempel?
Fantastiske Godard. Han er min helt. Hvad mon Godard tænkte om cykelløb? Det må jeg gå ud fra, han godt kan lide. Jeg ved, Pasolini elskede det. Cykelrytteren, som arbejder. Det simple menneske. Renset for det småborgerlige. Han sagde, det småborgerlige korrumperer. Cykelrytterne var lutrende for ham. Han beskæftigede sig med Biblen. På et højt niveau. De store historier. Det er klart, han kunne lide cykelsporten. De bibelske referencer er vigtige. Jeg gentager dem: Opofrelsen, lidelsen, jeg er ikke bange for at bruge den terminologi. Det bliver vakt, hver gang jeg ser et godt Paris-Roubaix. Det vender tilbage igen og igen.
