Med tunge ben efter 167,5 kilometer blev det til opmuntring for Bahrain Victorious-holdet, der i Pello Bilbao havde en klar vinder.

Først er der kaos, så bliver der skabt ro, men så vender kaos tilbage

Spanske Pello Bilbao viste jernvilje i slutfasen af tirsdagens 10. etape, og han var urørlig, da der skulle kæmpes til stregen. Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Spanske Pello Bilbao viste jernvilje i slutfasen af tirsdagens 10. etape, og han var urørlig, da der skulle kæmpes til stregen. Foto: Anne-christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det kunne på forhånd ligne et tidligt udbrud op ad 10. etapes første stigning, da Tour de France tirsdag efter første hviledag blev sat i gang fra Vulcania. Og først kørte et udbrud på otte ryttere, siden flere forskellige konstellationer af udbrud, mens hovedfeltet så ud til at kæmpe for at få styr på begivenhederne.

Ikke mindst, da både Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) og Tadej Pogacar (UAE) deltog i et energisk udbrud, der skulle hente det forreste udbrud. I første udbrud deltog danske Anton Charmig (Uno-X), og siden spillede Mattias Skjelmose (Trek) en aktiv rolle i næste offensiv.

Etapens facit blev imidlertid, at baskeren Pello Bilbao (Bahrain Victorious) fra Guernica var første mand over stregen i Issoire, og der skete ingen forskydninger i klassementets top. Skjelmose blev nr. 7.

Danskere sled og slæbte

Den første række udbrud blev hentet ind af feltet, og så troede storholdene måske, at de havde skabt ro, men sådan gik det ikke. Der var næsten en kådhed over flere af holdene, og alle – inklusive Tourens Live-hjemmeside – havde svært ved at skaffe sig overblik i en kaotisk start på etapen.

Skjelmose og Kasper Asgreen (Quick-Step) kom med i et stærkt syvmands udbrud, der arbejdede hårdt for at skabe afstand. Det lignede et af de mere langvarige initiativer, selv om Asgreen midlertidigt røg af, og på det tidspunkt, da udbruddet var blevet udvidet til 14 ryttere, så det ud til, at der var skabt ro i feltet.

Længe lå dette udbrud et godt stykke foran feltet – med cirka tre minutters afstand – men forspringet skrumpede, da superduoen Mathieu van der Poel (Alpecin) og Wout van Aert (Jumbo-Visma) stak af og i en periode satte fart. Skjelmose måtte slippe fronten – det var han ikke alene om – men det resterende udbrud vandt igen lidt tid.

Den veloplagte lette Krists Neilands (Israel-Premier Tech) greb ud efter gevinst med et soloudbrud, men trods en kæmpe præstation blev han indhentet med cirka fem kilometer til stregen, og så var den drøm slukket.

Sprinterne får en chance

Onsdag skifter terrænet atter karakter, og denne gang på en måde, så det bliver sprinterholdene, der helt naturligt vil række ud efter etapesejren. Der skal køres 179,8 let kuperede kilometer fra Clermont-Ferrand til Moulins, og måske stikker en dansk rytter i skikkelse af Mads Pedersen (Trek) igen næsen frem i Tour-feltet.

Alsidige Mads Pedersen ligger godt placeret i pointkonkurrencen på en tredjeplads blot 6 point efter franske Bryan Coquard (Cofidis), men med 116 point op til manden i den grønne trøje, belgiske Jasper Philipsen (Alpecin).

11. etape kan meget vel medføre ændringer i topstillingen i den eftertragtede dyst om Tourens point.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her