Det ser ikke godt ud for Magnus Carlsen. Den regerende verdensmester i skak sidder tilbage med en konge og en løber mod Hans Niemanns konge, to bønder og en springer. Magnus Carlsen er stille, men hænderne taler. Den højre kører igen og igen igennem hans hår, og den venstre piller formålsløst ved en sort skakbrik. Da Hans Niemann rykker sin konge hen og truer Magnus Carlsens løber, må verdensmesteren se sig slået af amerikaneren, der blot ligger nr. 77 på verdensranglisten.
Dagen efter trækker Magnus Carlsen sig fra skakturneringen med et tweet, der blev tolket til at antyde, at Hans Niemann snød.


























