Det vil dræne IOC, hvis organisationen ikke lever op til de regler, den selv har vedtaget, mener DIF-formand.

Forslag om flere år til IOC-præsident får korruptionsbekæmper til at trække paralleller til Putin, Xi og omstridt Fifa-boss

Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) gambler med sit renommé i disse dage, mener Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund.

Årsagen er, at en række IOC-medlemmer ønsker at ændre organisationens regelsæt, så præsident Thomas Bach kan forlænge sin embedsperiode. Men det bliver ikke med Danmarks billigelse, og Hans Natorp håber, at det bliver ved forslaget og ikke udvikler sig til virkelighed.

»Der er rigtig mange vanskelige og forkerte signaler, man kan sende med det her, og det skal IOC passe meget på med«, siger Hans Natorp.

»Omverdenen vil se IOC som en organisation, der låser sig fast i en magtstruktur, hvor man ikke overholder de regler, man selv har vedtaget. Uanset om det fører til dårlige beslutninger, så er det drænende for en organisation, at man ikke leverer på de regler, man selv har vedtaget«, tilføjer han.

Natorps kritik bakkes op af Jesper Olsen, som er formand i den danske afdeling af organisationen Transparency International, som bekæmper korruption.

»Der er en gammel talemåde, der hedder, at magt korrumperer«, siger han.

»Derfor er der nødt til at være en periode, hvor man kan sidde på en post, og så skal der være et tidspunkt, hvor man forlader den igen. Det er for at sikre, at man ikke gror fast, og at der hele tiden kommer nye og friske øjne ind i de ledende organer«, uddyber han.

Loft på 12 år

En præsident i IOC kan maksimalt sidde i 12 år. Det blev besluttet under ledelse af Thomas Bachs forgænger, Jacques Rogge, og det skete som led i bekæmpelse af korruption og manglende gennemsigtighed.

»Jeg har ikke nogen anledning til at mistænke nogen i det nuværende IOC for korruption, men der kan være mange andre uhensigtsmæssigheder, som ikke er i kategorien korruption, men som er usunde for en organisation, fordi den låser sig fast og finder på årsager til ikke at forny sig. IOC skal være den organisation, der sætter standarden for good governance og være en rollemodel for, hvordan vi agerer i international idrætspolitik«, siger Hans Natorp.

Thomas Bach har været præsident for IOC siden 2013, og dermed slutter hans embedsperiode om to år. Og ifølge Hans Natorp får IOC svært ved at forklare, hvorfor det vil være nødvendigt at forlænge den embedsperiode.

»Der er to år til præsidentvalget, så der er god tid til at tilrettelægge en ordentlig proces. Og der er så afgjort gode kandidater i og omkring IOC. Et af de ansvarsområder, den siddende præsident har, er at sørge for, at organisationen er sund og stærk og kan fostre de kandidater, der skal kunne føre organisationen videre. Det er et ærgerligt signal at sende, at det er organisationen ikke i stand til, og at man derfor er nødt til at lave om på reglerne, så præsidenten kan blive siddende længere«, siger Hans Natorp og slår fast, at han ikke har noget personligt imod den tidligere OL-guldvinder i fægtning.

»Det her drejer sig på ingen måde om personen Thomas Bach. Det handler om strukturen i IOC og det signal, man sender ved at ville ændre på reglerne, uden at der er en åbenlys grund«, siger Natorp.

Minder om Fifa

DIF-formanden påpeger, at Thomas Bach selv tidligere har opfordret Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at indføre tidsbegrænsning på præsidentposten.

Forslaget om at ændre på reglerne kommer da heller ikke fra tyskeren selv, men fra Luis Mejia Oviedo, som er præsident for den olympiske komité i Den Dominikanske Republik, og blev præsenteret ved IOC-samlingen i Mumbai søndag. Her fik det opbakning af repræsentanter fra Paraguay, Djibouti og chefen for sammenslutningen af afrikanske olympiske komitéer, Mustapha Berraf.

Thomas Bach slog fast, at han er loyal over for det olympiske charter, men Jesper Olsen kan ikke forestille sig, at tyskeren ikke har godkendt forslaget.

»Når man har siddet på en post i et stykke tid, kan man slet ikke se andre end sig selv på posten. Og så begynder forslagene at komme, om at man skal kunne blive siddende, og dermed lukker magten sig om sig selv. Det er ikke overraskende, at forslaget kommer. Når man når til det punkt, at man ikke kan se organisationen uden sig selv, så er det et godt tegn på, at man skal forlade den«, siger Jesper Olsen, der trækker paralleller til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, og peger på Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) som et eksempel på, hvad der kan ske uden grænser.

»Da Sepp Blatter måtte træde tilbage, stod man pludselig og spurgte sig selv, om man overhovedet havde andre. Så blev det Gianni Infantino, men på hvilket mandat var det i virkeligheden? Nu sidder han der og er i gang med lidt den samme manøvre som Blatter«, siger Jesper Olsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her