»Sommer, sommer og sol. Duften af OB i 1. division«. Sangen blev sunget med stor munterhed i stemmen hos modstandernes fans, da Fyns fodboldstolthed rykkede ned fra Superligaen i 1998. Fordi det fremstod så skørt, at en så stor klub med spillere som Lars Høgh, Steen Nedergaard, Morten Bisgaard, Brian Steen Nielsen og Mwape Miti sluttede efter Herfølge, Aarhus Fremad og Ikast.
Det har duftet af 1. division før på Fyn i de seneste sæsoner. Men november blev måneden, hvor de seneste års skrøbelige fundament for alvor begyndte at vakle, og det blev understreget, hvor dårlig forfatning OB befinder sig i. Det skete først med det pinlige pokalnederlag mod Fredericia og blev nærmest ubærligt ringe i Superliga-opgøret mod Hvidovre, som vandt sæsonens første kamp i Odense.




























