Mathieu van der Poel knuste al modstand og kan kalde sig verdensmester i cykelcross i endnu et år.

Hollandsk cykelfænomen massakrerer konkurrenter og genvinder VM

Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mathieu van der Poel har været stort set umulig at slå i denne cykelcross-sæson, og det blev der ikke ændret på, da VM søndag løb af stablen i Tjekkiet. Den hollandske megastjerne tog fronten omgående, da rytterne blev sat fri på den mudrede bane, og han slap den aldrig.

Med voldsom styrke distancerede han konkurrenterne, og selv om han tog sig den frihed at slappe af på den sidste af seks omgange, vandt han med 36 sekunder ned til landsmanden Joris Nieuwenhuis. Dermed forsvarede han verdensmesterskabet og kan dermed køre videre i den regnbuestribede trikot, når han næste vinter kører cykelcross igen.

Joris Nieuwenhuis og belgiske Niels Vandeputte var de eneste, der i begyndelsen kunne følge Mathieu van der Poel. Men det holdt ikke længe. Allerede inden der var gået fem minutter, var Mathieu van der Poel alene i front, og i år skulle han ikke bekymre sig om sin allerværste konkurrent.

For længe siden meddelte Wout van Aert nemlig, at han ikke ville stille til start ved VM i år, fordi han hellere vil prioritere at stå så skarpt som muligt til forårsklassikerne på landevejen. Heller ikke britiske Tom Pidcock var til stede, og den ellers stærke belgier Eli Iserbyt var en smule ved siden af sig selv, da det udfordrende forhindringsløb blev skudt i gang.

Joris Nieuwenhuis, der har kørt en flot sæson, var den eneste, der kunne holde Mathieu van der Poel inden for nogenlunde rækkevidde løbet igennem. Længe var hullet på omkring 10 sekunder, men efter tre omgange – halvvejs i løbet – voksede gabet op til den førende stjerne gevaldigt.

Mathieu van der Poel viste, at han er flere niveauer over konkurrenterne i den tilskuervenlige disciplin og vandt overlegent. Det hollandske fænomen har i denne cykelcross-sæson vundet fem World Cup-løb, siden han i juledagene gjorde sin entré i disciplinen. Én gang lykkedes det Wout van Aert at gøre kål på hollænderen, men her var et styrt til Mathieu van der Poel med til at give belgieren en markant fordel. Foruden World Cup-løbene vandt Wout van Aert flere løb, der ikke er på World Cup-kalenderen.

Mathieu van der Poel er i forvejen verdensmester i landevejsløb

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her