Clara Tauson er færdig ved ITF-turnering i Altenkirchen efter nederlag til verdensranglistens nummer 706.

Tauson ryger tidligt ud af tysk favoritturnering

Lyt til artiklen

Den forsvarende mester Clara Tauson er færdig ved en lille turnering i tyske Altenkirchen.

Den 21-årige dansker tabte i første runde af ITF-turneringen til den upåagtede belgier Alison Van Uytvanck, der er nummer 706 på verdensranglisten.

Tauson, der selv er nummer 86 i verden, blev besejret med 2-6, 7-5, 6-7.

Den danske favorit kom hurtigt i problemer og blev i første sæt brudt to gange i eget serveparti.

Danskeren fik hurtigt hanket op i sig selv og kæmpede sig tilbage i et tæt andet sæt, hvor hun nappede de sidste tre partier. Dermed tvang Tauson affæren ud i et tredje og afgørende sæt.

Her fulgtes de to spillere ad frem til 6-6. Tauson havde undervejs mulighed for at bryde til 5-4, men belgieren afværgede tre breakbolde.

I næste parti tilspillede Alison Van Uytvanck sig i stedet fire matchbolde, som Clara Tauson fik afvist. Derfor skulle kampen afgøres i en tiebreak, som belgieren vandt sikkert med 7-1.

Clara Tauson har to gange tidligere i karrieren vundet i Altenkirchen. Første gang var i 2021, og sidste år gentog Clara Tauson den bedrift.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her