Der lyder et brag i den 112 år gamle hal på Østerbro. En hammerkaster har lige tyret sit redskab i sikkerhedsnettet og ind mod en stor madras for enden af væggen nogle meter fra længdespringsgraven.
Netop længdespringet er i øjeblikket varmt debatstof i atletikkens verden. Det internationale atletikforbund World Athletics har nemlig lanceret planer om at ændre på de forhold, som atleterne konkurrerer under i den ædle disciplin, der kombinerer hastighed, springstyrke og timing.
Efter sidste års VM i Budapest kunne World Athletics konstatere, at hvert tredje spring var ugyldigt. Primært fordi atleterne overtrådte deres forsøg.
»Det duer ikke, og det er spild af tid. Vi vil derfor teste en afsætszone i stedet for en afsætsplanke«, forklarede Jon Ridgeon, der er administrerende direktør i World Athletics, i februar i podcasten ’Anything But Footy’.
