Ved morgenmadstid sidste lørdag løb en besked ind på Armand Duplantis’ mobil.
»Håber, du får god dag, knægt – men heller ikke alt for god«, lød ordene. Afsenderen var franske Renaud Lavillenie.
20-årige Duplantis skulle senere den dag i polske Torun deltage i en stangspringskonkurrence, der nu er noteret i det eksklusive selskab af stævner, som er lykkedes med at præsentere en verdensrekord. Armand Duplantis vandt med højden 6,17 meter, hvilket var 1 centimeter højere end netop Lavillenies rekord fra 2014.
»Da jeg var dreng, var Renaud mit absolut største idol. Der er ingen, jeg hellere vil tage rekorden fra end ham«, sagde Armand Duplantis ifølge World Athletics-hjemmesiden på det efterfølgende pressemøde. Men den unge amerikaner, der stiller op for Sverige, kunne godt høre, at ordene lød lidt forkerte, så han korrigerede.
