Nordmanden Søren Wærenskjold vinder 2. etape af PostNord Danmark Rundt efter en massespurt i Gladsaxe.

Norsk kanonkugle spurter sig til triumf på 2. etape af Danmark Rundt

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 19.18 med citater fra Mads Pedersen

2. etape af PostNord Danmark Rundt endte overraskende med en norsk vinder. Da der skulle spurtes om sejren i Gladsaxe, var det tårnhøje norske kraftværk Søren Wærenskjold (Uno-X) hurtigst af alle.

Det var nordmandens 15. professionelle sejr i karrieren, og det var anden gang, at han vandt en etape under den danske rundtur. Han triumferede på 1. etape i 2023.

»Jeg var helt væk (tirsdag, red.). Jeg tror, at jeg havde spist noget dårligt. Jeg følte, at jeg var ved at kaste op på stigningerne. Jeg havde det også skidt om aftenen, men i morges vågnede jeg og havde det godt«, siger nordmanden efter sejren og tilføjer:

»Jeg ved ikke, hvad det var, men det var mærkeligt, for jeg har følt mig godt kørende op til det her løb«.

Og den gode form fik han altså vist, at han har taget med til det danske etapeløb. I onsdagens finale var Uno-X repræsenteret flere gange, da Rasmus Bøgh Wallin var en del af et udbrud, som først blev hentet cirka tre kilometer fra målstregen.

»Vi vidste, at det ville blive kaotisk. Vi havde Rasmus foran og håbede egentlig, at han ville holde, men da det blev samlet, måtte jeg være klar på en spurt«, siger Wærenskjold, der vandt foran belgieren Steffen De Schuyteneer og franskmanden Axel Zingle.

»Jeg vidste, at det var vigtigt at have en god position ved den sidste chikane med 700 meter til mål«, siger etapevinderen.

Den belgiske stjerne Jasper Philipsen lå for langt tilbage i positionskampen og endte på en fjerdeplads.

Wærenskjolds sejr er den første til den lange nordmand, siden han tidligt i foråret åbnede klassikersæsonen med at vinde Omloop Nieuwsblad.

»Der er gået lidt tid. Men sådan plejer det at gå. Jeg tager en sejr i foråret og venter så til denne her tid på året. Det er rart at vinde igen – særligt efter tirsdag, hvor jeg havde det rigtig skidt«, siger Uno-X-profilen.

Action udeblev

Med en beskeden længde på 111 flade kilometer fra Rødovre til Gladsaxe var der potentielt mulighed for at få et actionpræget cykelløb, men sådan blev det aldrig. Af forskellige årsager endte den neutrale start med at blive lidt længere end planlagt. Herefter forsøgte flere lykkeriddere at stikke af, og det lykkedes da også et udbrud på syv mand, heriblandt seks danskere, at skabe et lille hul.

Siden blev franskmanden Anton Muller sat af, så der var tale om et rent dansk udbrud. Udbryderne blev dog hele tiden holdt i kort snor, og det synes umuligt at snyde sprinterholdene på rundstrækningen i den københavnske forstad.

Cirka 2,5 kilometer før mål blev de sidste to udbrydere, Rasmus Bøgh Wallin og Matias Malmberg, indhentet, og derfor endte etapen med en forventet massespurt. Her lykkedes det 25-årige Søren Wærenskjold at drøne først over målstregen.

Forinden var omkring 10 ryttere styrtet i en positionskamp lige før sidste omgang på rundstrækningen. Landsholdsrytterne Theodor Clemmensen og Julius Johansen var blandt de uheldige ryttere, der kyssede asfalten.

Etapens bedste dansker blev Stian Rosenlund på ottendepladsen, mens stjernen Mads Pedersen krydsede målstregen som nummer ni. Pedersen forsvarer dermed sin førertrøje.

Skjelmose tabte tid

Den danske cykelstjerne vurderede, at det ville være for stor en risiko i en hektisk finale, der bød på flere styrt:

»Jeg sagde før etapen, at jeg gerne så et udbrud køre hjem. Det sidste jeg ville, var at styrte Ryan Gibbons var en del af leadoutet, og han punkterede i svinget med tre kilometer til mål og styrtede. Efter det ville Søren (Kragh Andersen, red.) og jeg bare holde os ude af problemer og ikke tabe tid på de sidste meter. Det var sådan en finale, hvor der godt kunne komme huller«.

Mads Pedersens holdkammerat Mattias Skjelmose, der også sad helt med fremme efter 1. etape, havde til gengæld en skidt onsdag. Amagerkaneren blev fanget i et styrt i finalen og tabte 41 sekunder, men Mads Pedersen vil ikke afskrive holdkammeraten i kampen om den samlede sejr.

»Han er jo stadigvæk en del af klassementet. Vejle-etapen kan gøre meget«, siger løbets førende rytter.

Det er fredag, at feltet kører den traditionsrige og kuperede etape med afslutning i Vejle. Inden da venter torsdag en 14,3 kilometer enkeltstart i Kerteminde.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her