Når Post Danmark Rundt suser af sted på kongeetapen fra Århus til Vejle, bliver det med en af dansk cykelsports mest lovende unge udøvere, Matti Breschel, i den gule førertrøje. For i en forrygende finale på en ellers ret ensformig 196,8 km lang tur fra Aars til den jyske hovedstad var den 22-årige CSC’er i dag hurtigst i en seksmands udbrydergruppe, der holdt det hidsigt jagtende hovedfelt på seks sekunders afstand.
Fire sekunders forspring
Med de 10 sekunders bonus for sejren overtog Matti Breschel den samlede førsteplads fra italieneren Francesco Chicchi (Liquigas), der havde maskinskade i spurten og var uheldig at slå knæet op i styret.
Chicchi fik, selv om han krydsede stregen efter det store felt, noteret samme tid som englænderen Mark Cavendish (T-Mobile), der var hurtigst i spurten om syvendepladsen.
Dermed er Matti Breschel nu fire sek. foran Chicchis holdkammerat Enrico Gasparotto, mens den tidligere indehaver af førertrøjen ligesom landsmanden Lorenzo Bernucci (T-Mobile) er yderligere to sek. bagude.
Første sejr som professionel
Det var Matti Breschels første sejr som professionel i et pointgivende løb – i den sammenhæng tæller triumfen i Tour de France-revanchen i Hadsten forleden ikke med – og det var samtidig den første danske etapegevinst i Post Danmark Rundt siden Jakob Piil slog til i 2002.
CSC’eren var med i en kvintet, der slap fri på den første af de tre omgange, feltet skulle tilbagelægge på den 4,7 km lange rundstrækning i Århus. Han havde følgeskab af Gasparotto, Bernucci, belgieren Preben Van Hecke (Predictor-Lotto) og ukraineren Denys Kostyuk (Intel Action).
Kort efter dokumenterede Nicki Sørensen, at han har store planer for sin optræden på hjemmebane ved at køre alene op. Han forsøgte siden at træde fra de andre, hvilket imidlertid ikke lykkedes, men i spurten nød Breschel så godt af, at rivalerne havde måttet neutralisere holdkammeratens fremstød.
Optimistisk sportsdirektør
Og efter dagens succes ser sportsdirektør Kim Andersen yderst optimistisk på det videre forløb.
»Matti klarede sig sidste år glimrende på etapen til Vejle og vil denne gang være væsentligt mere motiveret, så jeg anser det bestemt ikke for umuligt, at han kan bevare trøjen. Men ellers beviste Nicki Sørensen jo, at han er stærkt kørende, og afslutningen i morgen skulle bestemt være noget for ham«, mener Kim Andersen.
Krævende finale i vente
Hvert længerevarende cykelarrangement har sin kongeetape – således også Post Danmark Rundt. Ofte er der nogen diskussion om, hvilken af de daglige udfordringer, der rettelig skal påhæftes denne betegnelse, men i den aktuelle begivenhed hersker der næppe meget tvivl om, at den må knyttes til de forestående 187,2 km fra Århus til Vejle.
Den afsluttende rundstrækning i Vejle har således på rekordtid udviklet sig til lidt af en klassiker. Og det skyldes først og fremmest, den korte, hidsige 21 procents stigning på Kiddesvej, hvor stemningen let fremmaner billeder af Alpe d’Huez agtige tilstande.
Rytterne skal forcere den en enkelt gang, inden de suser ind på de 5,6 km lange omgange, og dem skal der tilbagelægges tre af. Inden rundstrækningen er der lagt op til offensiv kørsel på den kuperede rute med de ofte meget smalle veje, som også fører over Tourens højeste punkt Yding Skovhøj.




























