Mens verdens mest vindende blandt de i øjeblikket aktive professionelle cykelryttere, 37-årige Erik Zabel (Milram), susede over målstregen i Offenheim til sin 13. etapesejr i Deutschland Tour, kunne det konstateres, at en anden tysk veteran, landsmanden og skolekammeraten Jens Voigt (Team CSC), for anden dag i træk skulle hyldes som indehaver af den gule førertrøje. Og Voigt demonstrerede i finalen på den knap 182 km lange 3. etape, som udgik fra Pforzheim, hvor opsat han er på at gentage sidste års samlede triumf i hjemlandets største cykelbegivenhed. På en kort, hektisk stigning op gennem vinmarkerne en halv snes km fra mål slap det danske mandskabs tyske trumf af sted i en gruppe på en halv snes ryttere. Og eftersom han havde selskab af så fremtrædende navne som Davide Rebellin (Gerolsteiner), Levi Leipheimer (Discovery Channel) og Damiano Cunego (Lampre), tegnede fremstødet særdeles lovende. T-Mobile jagtede T-Mobile var imidlertid ikke repræsenteret i front, og det førte til en hidsig jagt, som resulterede i, at udbryderne blev fanget et par km fra mål, hvorefter 76 mand var klar til at dyste om dagens topplaceringer. »Vi havde på store dele af etapen måttet arbejde hårdt for at få neutraliseret de tidlige udbrud, men sådan er betingelserne jo, når vi har den gule førertrøje«, konstaterer Team CSC’s sportsdirektør Kim Andersen. »Vi fik også kontrol over situationen, og så havde Jens altså ydermere overskud til at angribe til sidst. Det understreger, hvilken forrygende form han er i, og tegner meget spændende perspektiver for fortsættelsen«. Seks CSCére i front Den schweiziske enkeltstartsverdensmester Fabian Cancellara og argentineren Juan José Haedo tog en stor del af det kollektive slid på sig tidligt på etapen, hvilket da også betød, at de kom i mål længe efter de første. Derimod var de øvrige seks CSC-ryttere med Voigt som nr. 15 og årets danske professionelle debutant Chris Anker Sørensen som nr. 21 alle inde i samme tid som Zabel. De besætter også de seks første pladser sammenlagt, mens Discovery Channels Levi Leipheimer – nr. 2 efter Voigt sidste år – er nr. 9 med et minus på 27 sek. U 23 verdensmester uheldig Som ventet formåede en lang række af sprinterne ikke at klare det kuperede terræn på de første tre fjerdedele af etapen, men endnu engang beviste Erik Zabel, at han mestrer de krævende udfordringer langt bedre end hovedparten af de øvrige spurtstærke afsluttere. På de sidste 1000 meter så det dog en overgang ud til, at T-Mobiles slid for at få samling på tropperne ville give udbytte, idet U 23 verdensmesteren Gerald Ciolek lå særdeles godt placeret. Men netop som han skulle til at satse maksimalt, var det, som om cyklen skred væk under ham, og han måtte opgive at blande sig med de forreste. I stedet var det nu spanieren José Joaquin Rojas (Caisse d’Epargne) og australieren Brad McGee (Francaise des Jeux), der var nærmest til at true Zabel, som dog havde tid til at nyde triumfen i fulde drag. Enorm tilskuerinteresse Det var hans fjerde gevinst i et betydende løb i denne sæson, og dermed synes han for alvor atter at have fået gang i den sejrsmaskine, der nu har snurret uafbrudt siden debuten i 1993 og efterhånden er ved at runde de 160 førstepladser i arrangementer på den internationale terminsliste. At cykelsportsinteressen stadig lever i bedste velgående også i Tyskland, der ellers har været hårdt plaget af sæsonens dopingskandaler, blev dagens etape et overvældende bevis på. Efter politiets vurdering overværede knap en halv mio. mennesker strabadserne i Sydtyskland, og både Zabel og Voigt, var genstand for enorme sympatitilkendegivelser ved hyldestseancen i Offenburg. Zabels VM-kandidatur drøftes Oven i købet begynder snakken i Tyskland nu at gå om, hvor vidt det er rimeligt, at Zabel skal holdes ude fra årets VM i Stuttgart. Han er tidligere erklæret for uønsket efter sin bekendelse om, at have anvendt EPO i 1996, men der er tilsyneladende ved at rejse sig en stemning for, at det ikke behøver udelukke ham fra landsholdet 11 år senere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























