Tre par har skilt sig ud i seksdagesløbet

Alex Rasmussen, den ene halvdel af par nr. 7, under nattens jagter.
Alex Rasmussen, den ene halvdel af par nr. 7, under nattens jagter.
Lyt til artiklen

Efter den overbevisende styrkedemonstration i åbningsjagten lod de schweiziske verdensmestre Bruno Risi og Franco Marvulli rivalerne komme mere til orde i den 30 minutters jagt, som satte punktum for det indledende døgn i det 46. københavnske seksdagesløb. Det betyder, at den belgisk-hollandske duo Iljo Keisse-Danny Stam fører med 67 point, når kappestriden genoptages i aften i Ballerup Super Arena. På andenpladsen følger det danske par nr. 7 Alex Rasmussen og Michael Mørkøv med 66, mens Risi-Marvulli, der havde distanceret de nærmeste konkurrenter med en runde i den første timejagt, er nr. 3 med 54. Dermed har disse tre konstellationer indtil videre levet op til forventningerne om, at det er blandt dem, vinderne skal findes, når der sættes punkt tirsdag ved midnat. Banerekord af Alex Rasmussen Mens det kneb for par nr. 7 i åbningsjagten, fordi Alex Rasmussen mod slutningen kom i problemer, fik han og Mørkøv i løbet af aftenen godt gang i pointscoringen, og Alex Rasmussen demonstrerede sin formidable hurtighed, da han satte banerekord med flyvende start og afløsning. Det bedste tid for de 250 meter lød indtil i aftes på 13.046 sek. og var opnået af belgieren Dmitri de Fauw under sidste års seksdagesløb. Men Alex Rasmussen gav efter at være sendt af sted af Michael Mørkøv rekorden et gevaldigt tryk, da han drønende rundt på 12.894 sek. Jacob Moe sat ud af spillet De resterende 12 par er fra to til ni runder bagude, og de synes udelukkende at have fjerdepladsen at kæmpe om. Umiddelbart ser det ud, som om fem par er på vej til at etablere sig i dette felt umiddelbart efter de tre førende, og her an der blive tale om en kamp mellem Marc Hester, der kører sammen med den italienske veteran Marco Villa, og halvdelen af VM-bronzekvartetten i holdforfølgelsesløb, Jens-Erik Madsen og Casper Jørgensen om at opnå det næstbedste danske facit. Sidste år leverede Jacob Moe en glimrende præstation med tyskeren Andreas Beikirch som makker, men muligheden for en gentagelse synes spoleret allerede på dette tidlige tidspunkt af løbet. Jacob Moe måtte neutraliseres under åbningsjagten, fordi den håndskade, der har plaget ham siden sidste forår, brød op igen i en kraftig afløsning. Det betød, at parret satte syv omgange til og ligger næstsidst. Australiere med problemer På jumbopladsen findes den australske landevejssprinter Allan Davis, der i sidste uge vandt en etape i ProTour løbet Tour Down Under på hjemmebane, men oplevede et meget problemfyldt første døgn i Ballerup Super Arena. Sammen med makkeren Milos Olman skulle han udelukkende koncentrere sig om ikke at tabe omgange, men det blev alligevel til et minus på ni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her