Første sejr som forsinket fødselsdagsgave

Lyt til artiklen

I torsdags fyldte Kasper Klostergaard 25 år, og i dag gav CSC-rytteren sig selv en forsinket fødselsdagsgave.

Efter fornem offensiv kørsel vandt han anden afdeling af Danmarks Cykle Unions gennemgående sæsonkonkurrence, Post Cup. Kasper Klostergaard er i sin hverdag på et af verdens stærkeste professionelle mandskaber højt værdsat som en solid og stabil slider, mens det kniber for ham med muligheder for at jagte personlig succes. Det var der til gengæld ingen problemer med i dagens 180 km lange udfordring på landevejene ved Sønderborg, hvor holdet som sådan ikke deltog, men Kasper Klostergaard benyttede en kort smuttur hjem mellem opgaverne i udlandet til at prøve formen af på de danske landeveje. Solokørsel de sidst 10 km Og det faldt særdeles succesrigt ud, eftersom ingen formåede at svare igen, da Klostergaard angreb fra en ni mands gruppe med cirka 10 km igen. Han holdt hjem med klar afstand til forfølgerne og kunne i fulde drag nyde sin første sejr, siden han i 2006 skiftede fra Glud & Marstrand Horsens til Team CSC. De ni ryttere, Klostergaard havde sagt farvel til, var Jacob Moe Rasmussen (Team GLS), der har fået sin starttilladelse igen efter de 14 dages tvungne hæmatokritpause, Glenn Bak (Team GLS), vinderen af den første Post Cup-afdeling Michael Tronborg og holdkammeraten fra Team Designa Køkken Michael Reihs, Daniel Holm Foder og Morten Høberg (Team Løgstør), Michael S. Larsen (Herning) og Søren B. Pedersen (Cycling Nord). I kampen om andenpladsen prøvede Jacob Moe at køre en lang spurt, men havde ikke succes med sit forehavende, og i stedet var det Team Løgstør-duoen Morten Høberg og Daniel Holm Foder, der tog sig af de to andre podiepladser. I den samlede stilling bevarede Michael Tronborg den gule førertrøje. Klar til opgaver i USA Kasper Klostergaard forlængede ved udgangen af sidste sæson sin kontrakt med CSC for yderligere to år, hvilket er et klart bevis på, at han er et skattet medlem af det skrappe kollektiv. Efter dagens start i Sønderjylland gælder det fra den kommende weekend fire endags løb i USA sammen med CSC-holdkammeraterne Matti Breschel, Lasse Bøchman, André Steensen og Matthew Goss.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her