Boonen i jubelrolle og Breschel i pointtrøjen

Lyt til artiklen

Efter den sindsoprivende kokainaffære gjorde den belgiske superstjerne Tom Boonen (Quick Step) sig i dag bemærket på helt anderledes opmuntrende vis, da han suverænt vandt spurten på den 170 km lange 4. etape i det hollandske Ster Elektrotoer. Holdkammeraten og landsmanden Wouter Weylandt, der havde sørget for at bringe den 27-årige belgier i perfekt position, havde gjort sit arbejde så godt, at han susede over stregen som nr. 2 foran russeren Nikolai Trusov (Tinkoff) og danskeren Matti Breschel (Team CSC-Saxo Bank). Indtil i dag er Tom Boonen i belgiske medier blevet omtalt bl.a. som den døvstumme hovedperson i et skuespil med henvisning til, at han har nægtet at tale med pressen i kølvandet med det meget omtalte stofmisbrug, som han i øvrigt nægter at have gjort sig skyldig i.
Svær start på løbet
Men i dag var nationalidolet atter meddelsomt efter etapen. »Jeg vandt samme sted for fire år siden, så jeg kendte opløbet, og mit hold og specielt Wouter Weylandt ydede et fantastisk stykke arbejde«, konstaterede Boonen. »De første dage i løbet har været hårde for mig at komme igennem først og fremmest på grund af alt det, der er sket omkring mig i den seneste tid. Men nu føler jeg, at jeg er tilbage igen, og min rolle som vinder slutter bestemt ikke her«. Ovenpå triumfen i Paris-Roubaix midt i april vendte Tom Boonen efter en pause tilbage som sejrherre på en etape i Belgien Rundt for cirka tre uger siden, og i dag hjemførte han så sæsonens ottende gevinst. Blaudzun forsøgte angreb Fjerdepladsen betød, at Matti Breschel overtog førertrøjen i løbets pointkonkurrence fra den overordnede førstemand italieneren Enrico Gasparotto (Barloworld), hvis position i det samlede klassement er intakt. Den danske veteran Michael Blaudzun forsøgte et fremstød tre km fra mål, men desværre fik han følgeskab af Gasparotto, og det ville rivalerne ikke affinde sig med. Breschel og Blaudzun bevarede deres sammenlagte positioner som henholdsvis nr. 8 og 9 inden den afsluttende etape, der lægger op til endnu en massespurt og derfor næppe heller ændrer meget i klassementet. Fransk triumf i Pyrenæerne I det franske Route du Sud stod der bjergenkeltstart i Pyrenæerne på programmet, og det betød, at australieren Simon Gerrans (Crédit Agricole) måtte aflevere førertrøjen til den 33-årige franskmand Noan Lelarge (Bretagne-Armor). Denne var klart hurtigst på de 16,9 km fra Pierrefitte-Nestalas til Cauterets Cambasque, mens polakken Przemyslaw Niemiec (Miche) besatte andenpladsen slået med 26 sek. Den franske stjerne Christophe Moreau (Agritubel) blev nr. 3, og han indtager nu samme placering i klassementet 1.01 min. efter Lelarge. Team Slipstreams unge irer Dan Martin ligger nr. 2 med et minus på 17 sek. til franskmanden, mens Gerrans dumpede ned på sjettepladsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her