Bjarne Riis sammen med en anden af 90'ernes store danske ryttere, Rolf Sørensen under VM i Verona i 2004.
Foto: CLAUS BONNERUP (arkiv)

Bjarne Riis sammen med en anden af 90'ernes store danske ryttere, Rolf Sørensen under VM i Verona i 2004.

Cykling

Bjarne Riis: Jeg tror, Contador bliver frikendt. Jeg tror på hans uskyld

Bjarne Riis, cykelrytteren og Tour de France-vinderen, der aldrig blev testet positiv, men som i en direkte transmission til danskerne og verden indrømmede årelang brug af dopingstoffet epo, er nu en mand i bogform.

Cykling

Egentlig har det ikke noget med historien at gøre, men han bor – sammen med familien og boxeren Oskar – i en kæmpe kasse på en af bjergskråningerne ned mod Lugano-søen, der ligger dér og glinser i efterårssolskinnet og ligner et rigtigt postkort fra det åh så pæææne og velplejede Schweiz.

Og da vi mødes – han er så venlig at hente mig foran mit lidt fimsede og halvdyre hotel, et stenkast fra den samme bjergomkransede sø og dens pæææne promenadefortov, der dog slet ikke kan måle sig med den skønne rå ægthed i Køge Havn – er han for mindre end et døgn siden blevet far til sin sjette søn, der skal bære fornavnene Nicolai Anders Valentin.

Dannet og høflig Det siger jeg naturligvis noget rart om, for det er jo pragtfuldt med nyt liv, og man er vel også dannet og høflig, ikke mindst i rollen som gæst. Men egentlig burde jeg have været ærlig over for den glade farmand og sagt sandheden: at han og konen skaber et ’helvede’ for deres yngste søn med denne navneserie, som ikke vil volde drengen andet end problemer i skolen og i nærkontakten med myndighederne – for det ved jeg af bitter erfaring, uden at jeg dog skal gå i detaljer.

Hør her, det var en del af kulturen, det ved du jo godt. Alle vidste det, også alle journalisterne i miljøet



Men – det har heller ikke noget med historien at gøre, overhovedet ikke.

Nej, mødet med manden i bilen, en Skoda med Mercedes-ambitioner, har en ny bog som omdrejningspunkt – bogen ’Riis’, som udkommer i næste uge.

Bogen om manden, cykelrytteren, Tour de France-vinderen, holdejeren Bjarne Riis. Og hvis jeg skal være kontant: over 500 sider om dopingsvindleren, forføreren, bedrageren og løgneren Bjarne Riis.

De kulørte løgne
Jeg er kommet til Schweiz for at stille spørgsmål. Ikke mindst om løgn og sandhed, der er de centrale punkter i menneskets omgang med mennesket. Og som også går som en sitrende rød tråd gennem en stor del af bogen, der dog – hvilket er meget vigtigt for Bjarne Riis at understrege – også beskæftiger sig med »alle andre elementer i mit liv, det er ikke kun en cykelbog, ikke kun en bog om doping«.

LÆS OGSÅ Det er rigtigt – og derfor drages læserne også med ind i hans to ægteskaber med ungdomskæresten Mette og håndboldstjernen Anne Dorthe Tanderup, hans respektfulde forhold til faderen og det ikkeeksisterende forhold til den fraværende mor. Og vi hører om hans barndom, som ikke var let, og som den voksne Bjarne på ingen måde ønsker gentaget.

Bortset altså lige fra hovedparten af alle de timer, han tilbragte på landevejene, naturligvis. Desuden møder vi fidusmageriets stormester, Stein Bagger, der så gerne ville ind i cykelsportens økonomiske kredsløb.

Beskriver mødet med doping
Alt det tager sin plads i den lange bog. Og det samme gør – hvilket virkelig er gåsehudskræs for cykelnørder – de mange grundige og i sagens natur indsigtsfulde fortællinger fra de små og store løb, de taktiske og strategiske overvejelser før og under slagene i bjergene.

Men dét, der gør bogen stærk – også selv om den forekommer noget teatralsk og salvelsesfuld sine steder – er beskrivelserne af mødet med dopingkulturen, om Bjarne Riis’ årelange brug af forskellige præstationsfremmende stoffer som eksempelvis epo.

Og om alle de kulørte løgne, fortielser og alt det bedrag, der fulgte med, og som betød, at han var en hel nation utro.

»Det er ikke kun en bog om doping«, siger han nogle gange til mig, da vi sidder i hjørnesofaen i pejsestuen på Lugano-skråningen.

Nej, det er det ikke, Bjarne, men selv om du stod frem på et lummerhedt pressemøde i Lyngby for tre et halvt år siden og indrømmede dit dopingbrug – »jeg købte vel doping for mellem en halv og en hel million kroner i min tid«, oplyser han nu i pejsestuen – så vil vi, de forsmåede, godt vide mere. Hvorfor vi blev svigtet, hvorfor han løj sådan for os.

Jeg kan stå inde for mine handlinger, men jeg kan ikke tilfredsstille alles krav og ønsker, det har jeg for længst indset og opgivet. Nu ser jeg på det hele som fortid, som noget, der er uddebatteret; i dag er det ligegyldigt, hvad jeg har gjort eller ikke gjort

I hele 11 år. Ja, faktisk i længere tid, for af bogen fremgår det, at Riis begyndte at dope sig tilbage i 1980’erne.

Den udødelige sætning
To gange gennem årene har jeg konfronteret Bjarne Riis med dopingrygterne – efter at han tilbage i de dopinghektiske ’90’ere havde sagt den udødelige sætning til TV 2:

»Jeg er aldrig blevet testet positiv«.

Sætningen, som stadig ikke har sluppet sit greb i Ørnens halefjer, og som blev sådan en slags mundheld blandt folk, der prøvede at slippe ud af en klemme.



Første konfrontation var i hans mægtige hus ved Vejle Fjord i 2003, syv år efter sejren i Touren – og fire år inden indrømmelsen i Lyngby. Dengang, og uden at tage ordet doping i sin mund, sagde han:

»Jeg kan stå inde for mine handlinger, men jeg kan ikke tilfredsstille alles krav og ønsker, det har jeg for længst indset og opgivet. Nu ser jeg på det hele som fortid, som noget, der er uddebatteret; i dag er det ligegyldigt, hvad jeg har gjort eller ikke gjort«.

Anden gang var i august 2006, på en trappeafsats til en lejlighed på 1. sal i Skt. Peders Stræde i København.

Vi havde talt om Bjarne Riis’ uundgåelige fyring af den dopingmistænkte italienske rytter Ivan Basso, og da vi tager afsked i døren og giver hinanden hånden, stiller jeg ham det spørgsmål, der skulle stilles, når man som journalist – det var et nærmest ufravigeligt redaktionelt krav – havde Riis inden for hørevidde:

Kan man stole på dig, når du siger, du aldrig har taget doping?

Bjarne Riis kiggede direkte på mig og svarede: »Rasmus, du kan stole 100 procent på mig«.

Doping – helt udramatisk
Og så tilbage til hjørnesofaen i Lugano, hvor Bjarne Riis med et smil siger, at han ikke kan huske, at han den aften i København løj mig lige op i ansigtet.

Jamen, det kan ikke passe. Kan du slet ikke huske episoden?

»Nej«, siger Riis og ryster på hovedet – og fortæller så, at alt jo var løgne, og de kom væltende som rene reflekser, når spørgsmålene dukkede op. Han kan med andre ord ikke skelne den ene løgn fra den anden. Jeg har svært ved at tro det, må jeg indrømme.

Var det ikke vanskeligt at leve et sådant dobbeltliv?

»Jeg vil ikke kalde det et dobbeltliv. Og i øvrigt var det jo ikke hele tiden, jeg blev konfronteret med dopingspørgsmål. I øvrigt fyldte doping jo ikke hele min tid, hele min dag. Det var bare et element, et lille element, et minut. Helt udramatisk«.

DOKUMENTATION

Er din bog – hvis vi nu ser bort fra alt det andet, der er en del af fortællingen om dit liv – dit personlige, definitive opgør med hele dopingepoken?

»Selvfølgelig er bogen et opgør med fortiden. Det er først nu, jeg er klar til at tage det, klar til at ruske op i mit eget liv – og konfrontere mig selv og ’resten af verden’. Det handler også om at få budskabet ud på den rigtige måde, det skal være en ordentlig historie. Og journalisten Lars Steen Pedersen, der er ghostwriter på bogen, har været god til at få de rigtige ord ud af mig, god til at analysere mig og fastholde fortællingen i mit eget sprog«.

Men selv om det er et opgør med fortiden, er det ikke et opgør med fortidens ’dårlige kammerater’ – for ingen navne nævnes?

»Bogen skal fortælle min historie, min sandhed. Formålet er ikke at gøre andre ansvarlige for mine handlinger og lægge nogen form for skyldfølelse over på andre. Ingen tvang mig, ingen stillede krav, jeg var ikke udsat for noget pres. Alt var mit eget valg. Derfor skal bogen ikke bruges til at svine folk til. Og derfor er der sikkert også nogle, der vil mene, at bogen mangler noget om ’alle de andre’. Men det er altså helt bevidst, det er ikke nogen sladderbog – og i øvrigt har jeg heller ikke belæg for at kunne fortælle om andres involvering i doping. Det må de selv klare«.

Den første sprøjte
I bogen fortæller du, at du begyndte med doping tilbage i 1980’erne, bl.a. Cortison, altså længe før du begyndte at bruge epo i 1993. Var det svært at overskride grænsen, var det svært at tage beslutningen?

»Næh. Det sværeste var faktisk den allerførste sprøjte med vitaminer og mineraler, som vi alle fik – og som vi lærte at tage selv. Derfor havde jeg heller ikke problemer med den første dopingsprøjte, det var ganske udramatisk. Der var bare noget andet i sprøjten end vitaminer«.

Hvad fik dig til at begynde – og til at kontakte en af de ryttere, der kunne skaffe de forskellige stoffer?

»Hør her, det var en del af kulturen, det ved du jo godt. Alle vidste det, også alle journalisterne i miljøet. Vi ryttere så ikke på det som doping, vi så det ikke som noget forbudt – men som forberedelse. Og hvis man ville være med i kampen om de bedste placeringer og kontrakter, så var der ikke nogen vej udenom. ’Alle’ følte, at der reelt ikke var noget valg, og sådan havde jeg det også. Derfor havde jeg heller ikke nogen egentlig skyldfølelse«.



Du fortæller, at både din første kone Mette og senere Anne Dorthe begge vidste, at du tog doping. Kan du huske, da du første gang fortalte Anne Dorthe om din brug af epo?

»Nej, det kan jeg ikke«.

Det kan du ikke? Jamen, var det noget, du pludselig sagde – eller havde du tilrettelagt en candlelight dinner, så du kunne få det sagt på den bløde måde?

»Jeg kan ikke huske det præcist, og det kan Anne Dorthe nok heller ikke. Vi var to voksne mennesker, der talte stille og roligt om det, og så var den jo ikke længere«.

Advarede Anne Dorthe dig?

»Joh, det gjorde hun sikkert, men jeg havde jo gode argumenter for at fortsætte«, svarer Bjarne Riis med et højlydt grin.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For da han og Anne Dorthe Tanderup mødte hinanden under de olympiske lege i Atlanta ’96, havde Riis netop vundet Tour de France med hjælp af epo.

Artiklen fortsætter under tegningen

»Men jeg skulle garantere hende, at jeg passede på mig selv. Og det gjorde jeg. Jeg har aldrig haft bivirkninger«. Da du begyndte på vidundermidlet epo og fik dit egentlige gennembrud, fortsatte du så også med de andre stoffer, også Cortison?»Ja, det kørte videre. Jeg tog hele pakken. Det fortæller jeg også i bogen, jeg lægger detaljerne frem, ellers vil det være utroværdigt. Jeg giver hele historien, men det er nødvendigt at læse sammenhængen for at forstå den tids vilkår. Og så vil jeg alligevel erindre om, at man ikke kan dope sig til sejre og succes. Træningen og viljen er hele forudsætningen for succes«.







Du beskriver, hvordan epo-ampullerne lå hjemme i køleskabet – nærmest på hylden over mælken og ved siden af makrelsalaten, forestiller jeg mig. Som var det en almindelig daglig fornødenhed. Var det sådan?

»Som sagt var det noget, der fyldte et minut i min dagligdag. Og der var ikke noget skummelt over det – det var jo ikke noget rusmiddel, jeg tog med rystende hænder i en snusket sidegade eller snavset baggård. Det var noget, jeg klarede i soveværelset, stille og roligt. På samme måde som sukkersygepatienter tager deres sprøjte. Det var helt udramatisk«.

Tror du, at du nogensinde var kommet frem med indrømmelsen i Lyngby i 2007, hvis ikke hele korthuset var ramlet sammen på dit gamle Telekom-hold i Tyskland, hvor bl.a. Erik Zabel stod frem og erkendte sin brug af epo?

»Ja, det tror jeg«, svarer Bjarne Riis, som tænker sig grundigt om, inden han fortsætter.

»Måske var der gået længere tid, men jeg var ved at være moden. Det er aldrig belejligt med indrømmelser af den slags, det ved vist alle. Timingen er aldrig den rigtige – men med ’sammenbruddet’ i Tyskland kunne den omvendt ikke blive bedre. Så derfor måtte den gribes«.

»Jeg har ikke fortrudt«
Indrømmelsen gav en del turbulens, mange ’afskrev’ deres begejstring over din sejr i Tour de France. Har du nogensinde fortrudt, at du stod frem?

»Det var ikke let, kan jeg fortælle, og reaktionen var voldsom. Men nej, jeg vil ikke skrue tiden tilbage. Jeg har ikke fortrudt det«.

Jeg tror, Contador bliver frikendt. Jeg tror på hans uskyld – og jeg er overbevist om, at han er en ren rytter. Derfor tror jeg på forklaringen om, at de fundne medicinrester stammer fra den spanske bøf. Jeg kan ikke se nogen anden forklaring



Har du fortrudt dopingen?

»Hvad kan jeg fortryde? Jeg troede, at hvis jeg skulle klare mig på lige fod med de andre, var der ingen vej udenom. Det var betingelserne i de år. Og ingen lokkede mig. Det var mit eget valg. Og jeg kan ikke lave mit liv om, jeg kan ikke ændre noget som helst. Sådan var det, sådan var jeg – dengang. Og det må folk acceptere eller lade være. I dag er jeg en anden, vel mere voksen og ansvarlig. Det håber jeg, at min bog viser. Men jeg er stolt af mit liv, jeg er stolt af det, jeg har præsteret«.



Hvis du skal sætte tal på, hvor mange ryttere i tourfeltet var så dopet tilbage i ’90’erne? Var det 80 eller 90 procent, var det flere eller færre?

»Det kan jeg ikke svare på. Det ved jeg ikke. Vi gik jo ikke og talte om det. Men det hed sig, at det var ’alle’«.



Men hvis ikke du vil sige, om det var 80 eller 90 procent, kan du så sige noget om, hvordan det er i dag? Om det er helt væk – eller om det stadig findes her og der?

»Der er ryddet meget op, og jeg kan med stolthed sige, at min organisation, mit hold, har været bannerfører. Cykelsporten har virkelig fået gjort noget ved doping. Så i dag er den så godt som ren. Men selvfølgelig vil der altid være sorte får, de findes alle steder, der vil altid være nogen, der falder i. Det kan ikke være anderledes. Men de ryger så også ud«.

»Jeg stoler på Contador«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige nu er Alberto Contador, den tredobbelte spanske tourvinder og din nye rytter, under mistanke for doping. Hvordan tror du, den sag ender?»Jeg tror, Contador bliver frikendt. Jeg tror på hans uskyld – og jeg er overbevist om, at han er en ren rytter. Derfor tror jeg på forklaringen om, at de fundne medicinrester stammer fra den spanske bøf. Jeg kan ikke se nogen anden forklaring«. Du stoler altså på ham?»Ja, det gør jeg«. Hvor tit taler du med Contador?»En gang om ugen, måske hver tiende dag. Noget i den stil. Han er ved godt mod, han er begyndt at træne igen. Men vi får noget at arbejde med i den kommende tid. Anklagen har ramt hårdt«.









LÆS OGSÅ Vi sidder lidt i stilhed. Kigger på hinanden, smiler. Det har været en lang samtale. Solen er så småt ved at slutte sin schweiziske rundgang. Jeg tager mit vandglas og tømmer det. Er der noget, du ikke har fået sagt. Noget, du gerne vil sige til mig – her til sidst? Bjarne Riis ser ud til at tænke sig om. »Nej, det er der vist ikke«, svarer han. Og du kan stadig ikke huske den augustaften på trappeopgangen i Skt. Peders Stræde?»Nej, det kan jeg altså«. Forbløffende, siger jeg. Vi går ud til bilen. På vejen nikker jeg farvel til Oskar. Og da jeg sætter mig ved siden af chaufføren Riis, kommer jeg til at tænke på et citat fra forfatteren og filosoffen Villy Sørensen:













»Er sandheden, at vi lever på løgn? Er det derfor, sandheden altid er ilde hørt?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce