Politikrav truer med internationalt cykelkaos

Driftstilskud. Det bliver dyrt at hyre franske betjente i fremtiden. Taksten mere end femdobles i løbet af de kommende tre år.
Driftstilskud. Det bliver dyrt at hyre franske betjente i fremtiden. Taksten mere end femdobles i løbet af de kommende tre år.
Lyt til artiklen

Alle, der har fulgt Tour de France enten ved direkte tilstedeværelse på de franske landevejene eller via tv-transmissioner, har utvivlsomt bemærket det enorme opbud af gendarmer, der er udkommanderet for at sørge for sikkerheden undervejs på etaperne. Selv de mindste biveje er overvåget af ordensmagten for at hindre, at uvedkommende trafik bevæger sig ind på ruten, og tilsvarende foranstaltninger - om end i knap så overvældende grad - gør sig gældende ved de mindre arrangementer i cykelstormagten. Ny regel møntet på fodbold rammer cykelsporten Netop denne massive tilstedeværelse af politibetjente, som i Frankrig har udviklet sig til en tradition for at garantere en problemfri afvikling af løbene, udgør imidlertid nu en direkte trussel mod adskillige af selv de mest kendte begivenheders videreførelse. Det skyldes, at den franske indenrigsminister Brice Hortefeux har udstedt et dekret om, at alle arrangører skal betale væsentligt mere for de politifolk, der stilles til rådighed end hidtil - en beslutning, der menes først og fremmest at være truffet, fordi der kræves et stadig mere talstærkt mandskab for at holde styr på tilskuerne i forbindelse med fodboldkampe. Prisen på en gendarm femdobles Hidtil har det kostet 2,40 euro eller cirka 18 kr. i timen for hver gendarm, der stilles til rådighed, men den pris mere end femdobles efter nytår og stiger yderligere til lidt over 100 kr. frem mod 2014. »Det er nådestødet for vores sport«, har præsidenten for det franske cykelforbund David Lappartient noget teatralsk tilkendegivet. Marc Madiot, manager for det professionelle mandskab FDJ og præsident for ligaen i fransk cykelsport er noget mere jordnær i sine betragtninger. »Der eksisterer en overhængende fare for, at adskillige arrangører må opgive at gennemføre deres løb på grund af disse forøgede omkostninger, og det vil være til ubodelig skade«, fastslår Marc Madiot. Merudgift på en halv million kroner Der er foretaget udregninger, som godtgør, at det for de traditionelle fem-seks dages etapeløb vil medføre en merudgift på omkring en halv million kroner, og med i forvejen stramme budgetter er det ensbetydende med lukning. Folkene bag 4 jours de Dunkerque har allerede givet udtryk for, at det vil være umuligt at fortsætte under disse betingelser, og toner af samme karakter lyder fra Tour du Limousin og adskillige andre af de løb, som i årtier har været en fast del af sæsonplanen i Frankrig, og hvor også adskillige udenlandske aktører boltrer sig. Næppe problemer for Touren Selv om de øgede udgifter til politiet næppe vil volde eksistenstruende vanskeligheder for Tour de France, er det indlysende at også verdens største cykelløb vil kunne mærke de enorme, ekstra omkostninger, der er i udsigt. Indenrigsministerens initiativ har naturligt nok affødt kraftige protester, men om de resulterer i en mildere kurs fra myndighedernes side, kan kun tiden vise. Sker det ikke, vil det ikke kun være fransk cykelsport, men også den internationale, som trues af kaos, for de mange franske begivenheder på terminslisten tiltrækker et stort antal udenlandske mandskaber, og det vil være nærmest uoverskueligt, hvis franske etapeløb på stribe må strække gevær.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her