Riis sender flere Tour-kandidater i kamp

Lyt til artiklen

Mens Alberto Contador formentlig får en forholdsvis rolig dag i Volta ao Algarve, hvor det må formodes, at sprinterne atter kommer til fadet inden den afgørende enkeltstart i morgen, sender Bjarne Riis flere af sine kandidater til årets Tour de France i aktion andetsteds i Europa. I det sydøstlige Frankrig indledes i dag nemlig Tour du Haut Var, som strækker sig over to etaper, og her tager den danske klatrespecialist Chris Anker Sørensen fat på sæsonens opgaver. Og det sker med ganske gode minder fra sidste års udgave af det franske arrangement, idet den 26-årige dansker ved den lejlighed sluttede som nr. 6 sammenlagt i kraft af den tilsvarende placering på den anden af de to etaper. Har lagt sin træning om »Mit første store mål i denne sæson bliver Paris-Nice fra 6. til 13. marts«, har Chris Anker Sørensen tidligere afsløret. »Dér vil jeg ikke gå efter det samlede klassement, men nok efter en etape for at få afprøvet, hvordan min form egentlig er«. »Efter jeg er flyttet til Lucca i Italien er der kommet mere struktur på min træning. Tidligere har jeg selv tilrettelagt, hvordan den skulle foregå, og jeg har nok haft en fornemmelse af, at det først og fremmest gjaldt om at have brugt alle kræfter, når jeg kom hjem igen. Så følte jeg, at jeg havde leveret et godt stykke arbejde«. »Nu er jeg tæt på vores italienske træningsvejleder, der har sat skik på mine forberedelser, så jeg ikke bare tonser af sted i blinde. Jeg har i denne vinter kørt færre kilometer end tidligere. Til gengæld er jeg overbevist om, at den mere målrettede og intensiverede træning har givet udbytte«. Jagter personlig succes i Vueltaen På længere sig er det Tour de France og ikke mindst Viuelta a Espana, Chris Anker Sørensen sigter mod. »Det er i Vueltaen, jeg satser på at opnå de store personlige resultater. Men samtidig er mit program tilrettelagt sådan, at jeg skal være klar til at optræde som støtte for Contador i Touren. Og jeg er naturligvis helt vild for at være med på de franske landeveje. Det er en oplevelse, som overgår alt andet«. Richie Porte også til start I Tour du Haut Var har Chris Anker Sørensen selskab af en anden af Saxo Bank-SunGards spændende, unge profiler, australieren Richie Porte, og truppen består desuden af danskerne André Steensen og Jonas Aaen Jørgensen, spanieren Benjamin Noval, luxembourgeren Laurent Didier, ukraineren Vlodomyr Gustov og den italienske debutant Manuele Boaro. 18 firmahold stiller til start og blandt disse har også Garmin-Cervélo med sidste års vinder franskmanden Christophe Le Mevel, Movistar, Ag2r og Euskaltel status som Pro Team. I dag køres 168,8 km fra La Croix Valmer til Guimard, mens morgendagens etape har start og mål i Draguignan. Basso til start i Italien Også i Italien skrues der op for blusset med det traditionelle Troefeo Laigueglia, og her er en række af værtsnationens stjerner at finde i feltet. Det gælder således Giro d’Italia-vinderen Ivan Basso (Liquigas), der allerede var i aktion i det argentinske Tour de Luis for en måned siden, den tilbagevendte Danilo Di Luca (Katusha) samt Lampre-duoen Damiano Cunego og Alessandro Petacchi. Sidstnævnte vil under normale omstændigheder være en sandsynlig udfordrer til landsmanden Francesco Ginanni (Androni), der har vundet løbet de seneste to år, men Petacchi har været plaget af sygdom og har måttet udskyde sæsonstarten, så spørgsmålet er, om han endnu er ved fuld styrke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her