Chris Anker melder klar til angreb på kongeetapen

Gevinst. Alexandre Vinokourov kørte alene de sidste kilometer mod målet i Zula-Murgia.
Gevinst. Alexandre Vinokourov kørte alene de sidste kilometer mod målet i Zula-Murgia.
Lyt til artiklen

Efter en skrap indledning på Baskerlandet Rundt var der skruet lidt ned for sværhedsgraden på den 180 km lange 3. etape fra Villatuerta til Zula-Murgia, uden at det konstant kuperede terræn bød på mulighed for ret megen afslapning. Strabadserne mundede ud i succes for det 37-årige kasakhiske nationalidol Alexandre Vinokourov (Astana), som kopierede hviderusseren Vasili Kiryienkas (Movistar) kunststykke fra i går med et fremstød i finalen, som rivalerne ikke kunne svare igen på. Vinokourov godt og vel fordoblede Kiryienkas solooffensiv ved at køre det sidste par kilometer alene, og kasakherens forspring i mål var da også seks sekunder større, idet forfølgergruppen på 59 ryttere noteredes for et minus på otte sekunder. Freire vandt spurten i forfølgergruppen At der var tale om en noget overkommeligere udfordring end de foregående dage, understregedes af, at det var sprinterne, der tog sig af placeringerne lige efter Vinokourov anført af spanieren Oscar Freire foran den tyske Rabobank-holdkammerat Paul Martens og hollænderen Pim Ligthart (Vacansoleil). Stort set alle favoritterne befandt sig i denne gruppe, men førertrøjen skiftede igen ejer. Spanieren Joaquin Rodriguez (Katusha) tilbageerobrede den fra tyskeren Andreas Klöden (RadioShack), idet de placerede sig som henholdsvis nr. 10 og 19 på etapen. Både de to og den spanske olympiske guldvinder Samuel Sanchez (Euskaltel) er stadig noteret for samme tid, og i det hele taget skete der kun få forskydninger i klassementet. Chris Anker avancerede, da Basso udgik En af dem noteredes Chris Anker Sørensen (Saxo Bank-SunGard) for, da han rykkede en enkelt placering frem, så han nu er nr. 20, men stadig med et minus på 54 sekunder. Avancementet skyldes udelukkende, at den dobbelte italienske Giro d’Italia-vinder Ivan Basso (Liquigas) stod af efter en time. Bassso, der lå nr. 16 sammenlagt 18 sekunder efter førertrøjen, plages af en lettere bronkitis og valgte at sige farvel for ikke at få de kommende opgaver spoleret. Chris Anker Sørensen havde i gruppen på de 59 rytter selskab af holdkammeraten Nicki Sørensen, og her befandt sig også Leopard-Treks to luxembourgske stjerner Andy og Fränk Schleck samt Jakob Fuglsang. Flot arbejde af Vandborg »Brian Vandborg gjorde et flot stykke arbejde i feltet for Chris, og han beviser, at han er rigtig godt kørende og en fantastisk holdkammerat«, fortæller Saxo Bank-SunGards franske sportsdirektør Philippe Mauduit. »Den støtte kan Chris også få god brug for i morgen, hvor løbets skrappeste etape venter, men jeg ved, at han er meget opsat på at komme af sted i et udbrud, og hans hidtidige indsats tegner jo lovende perspektiver«. Syv bjerge på kongeetapen Morgendagens styrkeprøve strækker sig over 177 km fra Amurrio til Eibar med syv kategoriserede stigninger undervejs. Fra toppen af den sidste og skrappeste er der kun lidt over to km til mål. Mads Christensen var uheldig i dag med at styrte cirka 40 km fra mål, men han kæmpede sig igennem i den sidste lille gruppe på seks ryttere, hvor det danske mandskab var lige lovligt talstærkt repræsenteret, idet også australieren Richie Porte og den italienske debutant Manuele Boaro var at finde der med et minus på 22.09 minutter. Nicki Sørensen forsøgte sig i udbrud Efter livlig aktivitet i starten, hvor blandt andre den danske mester Nicki Sørensen var med i et kortvarigt fremstød, lagde tyskeren Tony Martin (HTC-Columbia) grunden til dagens lange udbrud. Årets vinder af både Volta ao Algarve og Paris-Nice satte allerede på førstedagen over ni minutter til, så han var ikke interessant for de bedst placerede sammenlagt, da han forsøgte sig efter 25 km. For mange var for tæt på toppen Den 25-årige tysker fik snart selskab spanierne Egoi Martinez (Euskaltel) og Juan Manuel Garate (Rabobank), franskmændene Amaël Moinard (BMC) og Jérome Pineau (Quick Step) samt polakken Przemyslaw Niemiec (Lampre) og italieneren Francesco Bellotti (Liquigas). Pineau, Moinard og Pineau skilte sig ud i front, men sidstnævnte var lovlig tæt på de bedste i det samlede klassement med et minus på knap fire minutter, så derfor blev udbruddet kraftigt kontrolleret. Det neutraliseredes med 13 km tilbage, og efter adskillige andre forsøg var det altså Vinokourov, der fik succes med et angreb. Det var veterans første sejr, siden han sidste år slog til på en etape i Tour de France.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her