Selv om ingen af de involverede parter ønsker at kommentere en forestående sammenslutning af de to storhold, luxembourgske Leopard Trek og amerikanske RadioShack, tager rygterne i den grad til i styrke, at det forekommer overvejende sandsynligt, at de inden længe vil kunne fastslås som en kendsgerning. Bag projektet anes først og fremmest cykelproducenten Trek, der hidtil har været leverandør til begge firmahold, og som ønsker en slagkraftig konkurrent til sin direkte rival på det store marked, BMC, der efter den overvældende succes med australieren Cadel Evans' triumf i Tour de France allerede har rustet kraftigt op til næste sæson. Skal matche BMC's massive indkøb BMC har erhvervet blandt andre den norske verdensmester Thor Hushovd fra Garmin-Cervélo og dette års mest succesrige aktør på den internationale scene, belgieren Philippe Gilbert fra Omega Pharma-Lotto. Senest er der også skrevet kontrakt med et af de største talenter, amerikaneren Tejay Van Garderen, som bliver ledig med lukningen af HTC-Highroad, og det menes, at det er denne meget massive satsning fra BMC's side, der har inspireret Trek til at påvirke RadioShack og Leopard Trek til at gå sammen. Bruyneel bliver den ny boss I luxembourgske medier, der heller ikke har kunnet få en konkret bekræftelse på planerne, hævdes det, at der allerede for nogen tid siden var kontakt mellem RadioShacks manager, belgieren Johan Bruyneel, og rigmanden Flavio Beccia, der finansierer Leopard Trek.
LÆS OGSÅ Fuglsang ved intet om Leopard Trek-fremtid
Det fremhæves ligeledes, at Bruyneel skal være den kommende chef for holdet, mens den nuværende boss for det luxembourgske mandskab, danske Brian Nygaard, skulle være på vej til det ny australske GreenEdge som kommunikationschef.
Rytterstaben skal tilpasses
Et af problemerne bliver at få tilpasset rytterstaben. Det synes givet, at brødrene Andy og Fränk Schleck, samt schweizeren Fabian Cancellara, danske Jakob Fuglsang, belgieren Maxime Monfort og sikkert også tyskeren Jens Voigt fortsætter i den ny fusion.
Her bidrager RadioShack i etapeløbssammenhæng blandt andre med veteranerne, amerikaneren Chris Horner, som dog fortsat er sygemeldt efter en blodprop i lungerne, og tyskeren Andreas Klöden.
Danskere meldes på vej væk
Derimod skifter amerikaneren Levi Leipheimer til Omega Pharma-Quick Step, mens det er uvist om sloveneren Janez Brajkovic, der jagtes af Astana, bliver.
Under alle omstændigheder skal specielt Leopard Trek skiulle sig af med mange ryttere, og det gælder ifølge rygterne blandt andre de tre danskere Anders Lund, Martin Mortensen og Martin Pedersen, østrigeren Thomas Rohregger, franskmanden Brice Feillu og tyskeren Fabian Wegmann.




























