Selv om Jakob Fuglsang så sent som i går gav udtryk for, at han ikke aner, hvad fremtiden bringer i forbindelse med sammenlægningen af Leopard Trek og det amerikanske Team RadioShack, ligesom hans navn ikke i første omgang figurerede blandt de ryttere, der fortsætter på det ny hold, hersker der ikke meget tvivl om, at den 26-årige dansker viderefører karrieren i selskab med brødrene Andy og Fränk Schleck. I den officielle erklæring fra Leopard Trek, som udsendtes i aftes, var kun fire af det luxembourgske mandskabs nuværende aktører – foruden Schleck-brødrene drejede det sig om schweizeren Fabian Cancellara og tyskeren Robert Wagner – som sikre medvirkende i det ny projekt.
LÆS OGSÅ Leopard Trek fusionerer med Radioshack
På samme vis var den amerikanske veteran Chris Horner, der stadig er et meget usikkert kort, eftersom han langt fra er kommet over eftervirkningerne af en blodprop i lungen, tyskeren Andreas Klöden, sloveneren Janez Brajkovic, amerikaneren Matthew Busche og portugiseren Nelson Oliveira de givne deltagere fra RadioShack.
14 mand synes sikre
Men det franske dagblad L’Equipe, der hele tiden har været særdeles velunderrettet om denne sag, fastslår, at rytterstaben foreløbig omfatter 14 mand.
De fem, der ikke omtaltes indledningsvis, er Fuglsang og den italienske sprinter Daniele Bennati fra Leopard Trek samt spanieren Haimar Zubeldia, newzealænderen Jesse Sergent og amerikaneren Ben King fra RadioShack.
Desuden anses det for givet, at aftalerne med belgieren Maxime Monfort, østrigeren Stefan Denifl, italieneren Giacome Nizzolo og hollænderen Joost Posthuma fra Leopard Trek samt portugiseren Tiago Machado, spanieren Markel Irizar og ukraineren Jaroslav Popovitj fra RadioShack indenfor ganske kort tid vil blive bragt i orden.
Tilsyneladende kun fire ledige pladser
Ydermere skulle der heller ikke være problemer for belgieren Ben Hermans og schweizeren Grégory Rast, der i år har kørt for RadioShack, men for nylig skrev kontrakt med Leopard Trek.
Noget tilsvarende gælder for franskmanden Tony Gallopin, belgieren Gianni Meersman og litaueren Aidis Kroupis, hvis skifte fra henholdsvis Cofidis, FDJ og Landbouwkrediet allerede er blevet offentliggjort.
Det giver en trup på 26 ryttere, og dermed skulle der være yderligere fire pladser ledige, eftersom chefen for det ny RadioShack-Nissan-Trek, belgieren John Bruyneel, slår fast, at lønningslisten skal tælle i alt 30 pedalatleter.
Vil dominere i de kommende år
»Med det hold, der nu skabes, bliver vi i stand til at dominere cykelsporten i de kommende år«, lyder det optimistisk i en pressemeddelelse fra Johan Bruyneel.
»Takket være ryttere som Fabian Cancellara og brødrene Schleck har vi mulighed for at vinde ikke blot klassikere og en række etapeløb, men også de store rundture«.
Blandt kandidaterne til de sidste fire kontrakter er de aktuelle Leopard Trek ryttere, tyskerne Jens Voigt, Linus Gerdeman og Dominik Klemme, schweizeren Oliver Zaugg, der gør det så fremragende i øjeblikket i Vuelta a Espana samt australieren William Clarke.
Derimod skulle det være givet, at danskerne Anders Lund, Martin Mortensen og Martin Pedersen, franskmanden Brice Feillu, tyskeren Fabian Wegmann, østrigeren Thomas Rohregger, hollænderen Tom Stamsnijder, portugiseren Bruno Pires og italieneren Davide Viganò skal finde nyt job.
Nygaard helt ude i kulissen
Hvordan situationen tegner sig for Leopard Treks to danske sportsdirektører Kim Andersen og Lars Michaelsen vides endnu ikke. Holdets nuværende chef Brian Nygaard er tilsyneladende forsvundet helt ud i kulissen.
Det var det luxembourgske mandskabs økonomiske bagmand, Flavio Becca, der kommenterede planerne, da de langt om længe så dagens lys, og hos RadioShack er det udelukkende Johan Bruyneel, der har udtalt sig.
RadioShack-Nissan-Trek vil fortsat have hovedkvarter i Luxembourg, mens alle pr-aktiviteter vil blive varetaget af RadioShacks nuværende selskab i Austin, Texas.
Forbindelsen til Lance Armstrongs Livestrong organisation vil ligeledes blive opretholdt.
FACEBOOK




























